start på hovedindhold

Mindeord over Benno Lund Frandsen

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om Benno Lund Frandsens bortgang.

Med Benno har Nordfyn mistet en markant og højt respekteret person, som gennem hele sit liv satte et stort aftryk på både lokalsamfundet og de mennesker, han mødte på sin vej.

Benno var et menneske med et varmt hjerte og et særligt blik for dem, der havde brug for en håndsrækning. Som lærer gjorde han en forskel for utallige børn og unge. Han så det enkelte menneske bag udfordringerne og havde en sjælden evne til at møde mennesker med respekt, omsorg og forståelse.

Det samme engagement tog han med ind i politik, ikke mindst som mangeårigt medlem af kommunalbestyrelsen – før kommunesammenlægningen i Bogense Byråd, siden i Nordfyns Kommunes kommunalbestyrelse. En markant milepæl var det, da han som kommunens viceborgmester havde en aktiv rolle ved regentparrets besøg i Bogense i 2013.

Gennem mange år arbejdede han for fællesskabet og for de mennesker, hvis stemmer ikke altid blev hørt. Han var drevet af en stærk retfærdighedssans og en oprigtig tro på, at alle mennesker har værdi og fortjener en chance.

Benno var samtidig et menneske med mange interesser og talenter. Musikken fulgte ham gennem livet og bragte glæde til både ham selv og mange andre. Han var en aktiv del af kulturlivet og bidrog til det stærke fællesskab, som kendetegner Bogense og Nordfyn.

Mange vil også huske Benno for hans nysgerrighed, hans humor og hans evne til at samle mennesker omkring sig. Der var altid tid til en snak, en diskussion eller et godt råd.

Vores tanker går til Bennos døtre, børnebørn, familie og venner, som har mistet et elsket familiemedlem og en nær ven.

På Nordfyn vil Benno Lund Frandsen blive husket for sit store engagement, sin menneskelighed og sin utrættelige indsats for andre.

Æret være Bennos minde.

 

På vegne af  Nordfyns Kommune

Mette Landtved-Holm
Borgmester