Mød Søren
Søren gør hver dag en forskel for børnene på Nordfyn. I denne månedens profil fortæller Søren om sit job som skolelærer, sin motivation – og sit yndlingssted på Nordfyn.

🧑🏫MØD SØREN – HAN GØR EN FORSKEL FOR VORES ELEVER
👋 Hvem er du – og hvad gør dig glad?
Jeg hedder Søren, og jeg er skolelærer, friluftsmenneske og familiefar. Der er rigtig mange forskellige ting, der gør mig glad – for jeg har øvet mig rigtig meget på at være tilfreds. Jeg bliver glad, når jeg dufter morgenkaffen i min Madam Blå, når jeg bliver vækket af en natugle eller når jeg kommer ind fra kulden, og der gulvvarme under mine fødder. Der skal faktisk ikke særlig meget til.
🏁 Hvor længe har du været ansat – og kan du huske din første dag?
Jeg har været ansat på Glavendrupskolen, afd. Søndersø, siden sommeren 2013, og det er mit første lærerjob.
Jeg husker særligt fra min første dag, at det var midt i høsten. Jeg kørte i rigtig god tid hjemmefra og endte alligevel bag utallige brede traktorer i en morgentrafik, hvor der ikke kunne overhales, og jeg kom derfor først frem præcis i sidste øjeblik. Jeg husker også ledere og kolleger, der tog imod mig, og hvilke teams jeg skulle indgå i. Jeg har været her længe, for der er faktisk ikke længere nogle af de gode mennesker tilbage her, men heldigvis er andre gode kolleger kommet til.
🌱 Hvad arbejder du med i Nordfyns Kommune?
Jeg er folkeskolelærer. Jeg har været omkring mange fag, aldersgrupper og afdelinger. De sidste år har jeg kun været på mellemtrinnet, 4.–6. klasse. Jeg underviser en del i natur og teknologi, matematik og historie.
Det er et arbejde med mennesker, og det er et kæmpe ansvar at lave god skole for eleverne. Jeg er meget bevidst om, at alle børn er i skole under tvang. De skal være her, så det er et stort ansvar at skabe fornuftigt og godt indhold for dem.
I år har jeg også fået et ansvar som kommunal naturfagskoordinator. Vi har vildt mange spændende tiltag i kommunen, herunder projekter og fonde. I år har jeg brugt en del tid på at skabe overblik over disse og selv søge fondsmidler til et stort projekt. Næste år har vi afsat tid til netværksmøder mellem kommunens skoler, inden for naturfag. Det bliver spændende. Vi står foran en fagfornyelse af alle fag, så det er det helt rigtige tidspunkt at netværke mellem skolerne på.
🏢 Hvad møder man, i din optik, når man får job i Nordfyns Kommune?
Det kommer nok rigtig meget an på, hvor man er, for det er en stor organisation. Der er også sket utroligt meget på de 12 år, jeg har været her. Men på min skole møder man en ledelse, der tager godt imod en, og man møder et mellemtrin og et kollegafællesskab, der arbejder sammen om god skole.
Man møder også en organisation, hvor det kan føles som om, der er langt fra gulvet til toppen - eller andre spidser i paraplyen. Paraplyen, i forhold til arbejdet med børn, er meget stor uden om vores skole, vi er mange forskellige fagligheder, der arbejder sammen.
💪 Hvordan gør du en forskel for borgerne på Nordfyn – eller for dine kolleger – i hverdagen?
Jeg troede oprindeligt, at jeg skulle være pædagog i en klub. Jeg arbejdede som medhjælper i en børnehave, og en rigtig dygtig kollega, Grethe, sagde til mig, da jeg sluttede: ”Der er ikke ret mange, som husker deres pædagog fra klubben. Men alle mennesker har mindst én lærer, de husker for noget rigtig godt eller rigtig dårligt. Jeg tror, at rigtig mange vil huske dig som den gode lærer.”
Derfor blev jeg lærer, og jeg tror, jeg gør en god forskel for mine elever og deres forældre i deres hverdag.
🌟 Hvilken del af dit job gør dig allermest glad og stolt?
Når jeg møder gamle elever, smilende, glade og arbejdende, og de hilser på mig, især når de er kommet ud af folkeskolens rammer og klarer sig godt, elsker jeg det. Nu har jeg været lærer så længe, at tidligere elever kommer og arbejder her som vikarer, og det er fedt.
Det er jo kun et spørgsmål om tid, før jeg har elever, som siger: ”Du underviste mine forældre!” – til den tid føler jeg mig nok virkelig gammel.
🤝 Hvordan mærker du vores værdier i dagligdagen?
Jeg synes, værdigrundlag er noget mærkeligt, gummiagtigt noget – man kan læse det i alle organisationer, arbejdspladser og institutioner, ændre lidt i sin ansøgning og få det til at passe. Jeg ved ikke, hvad Nordfyns Kommunes værdier er, men jeg er sikker på, at jeg møder dem.
Jeg kender derimod de værdier, vi har arbejdet os frem til på Glavendrupskolen. Det er et godt stykke arbejde og gode værdier, som jeg forsøger at efterleve i mit arbejde. Vi har talt værdierne frem med udgangspunkt i spørgsmålet: ”Hvad er det, vi gør rigtigt?”.
😊 Hvornår går du hjem med følelsen af at have haft en rigtig god dag?
Det gør jeg langt de fleste dage. Det er mange år siden, jeg besluttede mig for, at hvis jeg nogensinde havde tre dårlige dage i træk, skulle jeg gøre noget radikalt anderledes. Jeg skulle med det samme finde en plan sammen med min ledelse eller søge et andet job. Men jeg har ikke tre dårlige dage i træk; jeg har gode dage på mit arbejde.
Børn er som udgangspunkt glade og motiverede, når de kommer i skole, og hvis vi møder det udgangspunkt rigtigt, så holder den ved. Og så bliver det jo også en god dag.
🔧 Hvis du skulle prøve et andet job i Nordfyns Kommune for en dag – hvad ville du så vælge?
Det kunne være i form af projektledelse inden for Vildere Nordfyn, udeskole eller i samarbejde med vores naturvejleder. Eller også kunne jeg tænke mig at være ansat til at udvikle specifikke forløb til Nordfyns Kommunes kirker, museer eller lokalhistoriske arkiver. Det kunne være spændende! Udvikling er spændende, og det er fedt at lave undervisning, der ikke kun er for en selv, men også for fællesskabet.
🌳 Har du et favoritsted på Nordfyn, som du vil anbefale andre at besøge?
Jeg flyttede til Nordfyn sidste år. Mit absolut favoritsted i hele verden er mit eget hjem. Men jeg vil anbefale alle at tage omkring Gyldensteen Strand, det er for evigt overvældende at se en havørn. At opleve forskellen på området før og efter den genopretning, det har gennemgået, er fantastisk. Den slags naturgenopretningsprojekter ser jeg gerne flere af.
💚 Tak til Søren
– og til alle de 2200 medarbejdere, der hver dag gør en forskel for Nordfyn.