start på hovedindhold

Nordfynsskolen søger dedikeret afdelingsleder til afdeling Hjadstrup

På Nordfynsskolen tror vi på potentialet i alle børn. Vi tror også på, at god ledelse tæt på praksis er afgørende for, at både elever og medarbejdere kan lykkes.

Derfor søger vi en dedikeret afdelingsleder, der har lyst til at stå i spidsen for vores afdeling i Hjadstrup. En leder, som trives med den daglige ledelse af egen matrikel, kan skabe retning og følgeskab og samtidig ser sig selv som en del af ledelsen af den samlede Nordfynsskolen.

Nordfynsskolen – én skole på tre matrikler

Nordfynsskolen er Nordfyns Kommunes specialskole og består af fire afdelinger samt et Videnscenter fordelt på tre matrikler i Hårslev, Hjadstrup og Bogense.

Fra januar 2027 runder vi ca. 140 elever og er ca. 80 medarbejdere. Vi er en skole i udvikling, og vores forskellige afdelinger rummer forskellige målgrupper og specialpædagogiske opgaver.

Ledelsen består af en skoleleder, en viceskoleleder og to afdelingsledere - hvor du bliver den ene.

Vi har en ledelsesstruktur med tydelige ansvarsområder og korte beslutningsveje. Som afdelingsleder i Hjadstrup har du din faste ledelsesbase på matriklen og er den daglige og synlige leder tæt på medarbejdere, elever og forældre.

Samtidig er du en del af Nordfynsskolens samlede ledelse. Vi har fælles ledermøder, sparrer med hinanden og samarbejder om opgaver og udvikling på tværs af matriklerne. Vi har hver vores ansvarsområder, men et fælles ansvar for hele Nordfynsskolen.

Om afdeling Hjadstrup

På afdeling Hjadstrup går normaltbegavede børn og unge med forskellige socio-emotionelle udfordringer. Eleverne kan bl.a. have reguleringsvanskeligheder, høj følelsesintensitet og tilknytningsmæssige udfordringer. Nogle elever har desuden specifikke indlæringsvanskeligheder.

Fælles for vores elever er, at de har brug for voksne, som kan se bag om adfærden, skabe tryghed og bevare ro og retning - også når det bliver svært.

Hverdagen er bygget op omkring faste strukturer, tydelige rammer og forudsigelighed. Undervisningen og de pædagogiske indsatser tilrettelægges med udgangspunkt i den enkelte elevs behov og forudsætninger, og vi arbejder med både elevernes faglige, personlige og sociale udvikling.

Afdelingen lægger vægt på et tæt tværfagligt samarbejde samt et stærkt forældresamarbejde er en vigtig del af opgaven.

Din ledelsesopgave

Som afdelingsleder får du det daglige ledelsesansvar for afdeling Hjadstrup. Du får personaleledelse og ansvar for den pædagogiske og faglige udvikling samt en række administrative og driftsmæssige opgaver.

Du skal have lyst til matrikelledelse. Du er den leder, medarbejderne møder i hverdagen, og du skal være tæt nok på praksis til at vide, hvad der rører sig. Samtidig skal du kunne løfte blikket, prioritere og sætte retning.

Du skal kunne stå roligt, når situationer bliver komplekse, og være tydelig, når der er behov for beslutninger. Du skal kunne lytte og involvere - og vide, hvornår det er dig som leder, der skal sætte punktum.

En vigtig del af opgaven er at understøtte medarbejderne i at lykkes med en elevgruppe, hvor relationel kvalitet, fælles pædagogisk retning og de voksnes samstemthed har stor betydning.

Du bliver desuden en del af arbejdet omkring Nordfynsskolens skolebestyrelse.

Vi søger en leder, der

  • har ledelseserfaring, gerne fra skole- eller specialområdet
  • har erfaring med specialområdet og gerne konkret erfaring med elever med socio-emotionelle udfordringer
  • trives med et selvstændigt dagligt ledelsesansvar og samtidig naturligt søger samarbejde og sparring
  • er synlig og tilgængelig og interesserer sig for det, der foregår tæt på elever og medarbejdere
  • er tydelig, rolig og beslutningsdygtig - også når bølgerne går højt og der ikke findes en enkel løsning
  • kan skabe tillid og følgeskab gennem engagement, ordentlighed og tydelig kommunikation
  • lytter og er nysgerrig på forskellige perspektiver
  • kan skabe struktur, prioritere og følge op
  • kan facilitere faglige drøftelser og omsætte dem til konkret pædagogisk praksis
  • har blik for både den enkelte medarbejder og det samlede arbejdsfællesskab
  • har gode administrative kompetencer og er fortrolig med digitale systemer – gerne KMD, Excel eller lignende
  • har kendskab til prøveafvikling i folkeskolen
  • kommunikerer sikkert og respektfuldt med elever, medarbejdere, forældre og samarbejdspartnere.

Vi ser gerne, at du har en lederuddannelse eller er godt i gang med en.

Det står vi på

På Nordfynsskolen vægter vi, at læring, personlig udvikling og sociale kompetencer går hånd i hånd. Vi arbejder tværprofessionelt og forskellige fagligheder bidrager til den fælles opgave.

Vores pædagogiske og didaktiske fundament bygger på mentalisering, Low Arousal, positiv psykologi og neuroaffektiv udviklingspsykologi. Vi arbejder desuden ud fra en færdighedstænkning, hvor de voksne bærer ansvaret for, at de krav, vi stiller til eleverne, matcher deres forudsætninger for at lykkes.

Vores værdier er ordentlighed, nysgerrighed, åbenhed, troværdighed og synlighed. Det gælder også vores måde at bedrive ledelse på.

Vi tilbyder

En lederstilling med stor selvstændighed og reel mulighed for at sætte retning for din afdeling - samtidig med at du bliver en del af et lederteam, hvor vi løfter Nordfynsskolen sammen.

Du får en engageret medarbejdergruppe, en elevgruppe og forældregruppe, som kalder på dygtige og vedholdende voksne, og en hverdag, hvor din ledelse gør en mærkbar forskel.

I lederteamet lægger vi vægt på åbenhed, sparring, humor og på at kunne bede hinanden om hjælp. Vi forventer ikke, at du kan alt fra første dag. Til gengæld forventer vi, at du tager ansvar, er nysgerrig og har lyst til at udvikle både afdeling Hjadstrup og Nordfynsskolen som helhed.


Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er til besættelse pr. 1. januar 2027.

Forventet løninterval oplyses ved et besøg på skolen eller ved 1. samtale. Den endelige løn fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og tidligere erhvervserfaring og efter konkret forhandling med den faglige organisation.

Straffe- og børneattest indhentes, før ansættelse kan finde sted.

Vil du vide mere – og komme på besøg?

Er du blevet nysgerrig på os, kan du læse mere om Nordfynsskolen, vores forskellige afdelinger og det, vi står på, på vores hjemmeside: https://nordfynsskolen.nordfynskommune.dk/

Et besøg giver dig mulighed for at opleve afdeling Hjadstrup, møde os og få et mere konkret indblik i elevgruppen, medarbejderne, hverdagen og den ledelsesopgave, du søger.

Send en SMS til skoleleder Catja Kristiansen på tlf. 20 14 58 48 – og du vil blive ringet op med henblik på at aftale et besøg. Her er der naturligvis også mulighed for at stille spørgsmål til stillingen og Nordfynsskolen.

Ansøgningsfrist: søndag den 8. november 2026
1. samtale: onsdag den 11. november 2026 efter kl.15.00
2. samtale: onsdag den 18. november efter kl.15.00

Mellem første og anden samtale vil der indgå en kandidatvurdering/test som en del af ansættelsesprocessen. Der vil desuden blive indhentet referencer.

Vi glæder os til at møde dig og høre, hvad du kan bidrage med - og hvad du har brug for fra os for at lykkes som leder på afdeling Hjadstrup.

Her kan du læse mere om, hvad vi i Nordfyns Kommune mener, en attraktiv arbejdsplads er kendetegnet ved:
Vores attraktive arbejdsplads - Nordfyns Kommune

Søg jobbet nu