start på hovedindhold

Klinikassistent søges til Nordfyns Kommunale Tandpleje

Har du lyst til en alsidig hverdag, gode kolleger og et arbejde, hvor du gør en forskel for børn og unge? Så er det måske dig, vi leder efter.

Vi håber at finde en kollega, der har lyst til at engagere sig i både patienterne, opgaverne og fællesskabet.

Du må meget gerne have erfaring med dig - men vigtigst for os er, at du er motiveret, engageret og har lyst til at tage ansvar.

Der vil som udgangspunkt være tale om en fast fuldtidsstilling med mødetid fra kl. 7.45-15.15.

En lys og levende klinik med mange kolleger

Vi holder til på en samlet storklinik i Søndersø, der emmer af liv, lys og luft.

Pr. 1. oktober 2026 tæller vi fem tandlæger, to tandplejere og ni klinikassistenter. Vi arbejder tæt sammen om tandsundheden på Nordfyn. At vi er samlet under ét tag, giver korte veje til hinanden, mulighed for sparring og en hverdag, hvor vi hjælper hinanden på tværs af døre og gange.

Vi møder patienter fra 0-22 år med forskellige behov og forudsætninger. Det giver en varieret hverdag med mange forskellige patientforløb og faglige opgaver.

Få en rundtur på klinikken ved at indsætte nedenstående link i din browser:

https://drive.google.com/open?id=1wJLJVjGLQAMsrhvmiYYNeMoAFvFG-wsk

Et job med både faglighed og variation

Som klinikassistent får du en alsidig hverdag med både patientkontakt, klinikarbejde og opgaver bag kulissen.

Du vil blandt andet arbejde med:

  • assistance ved undersøgelse og varieret tandbehandling
  • modtagelse og kontakt med børn, unge og familier
  • røntgen og andre delegerede opgaver
  • sterilisation og hygiejne
  • praktiske og administrative opgaver omkring patientforløbene
  • forebyggelse - både sammen med kolleger og selvstændigt
  • øvrige opgaver, der får klinikken til at fungere.

Har du særlige interesser eller kompetencer, vil vi gerne finde plads til, at de kan komme i spil.

Vi leder efter dig, der...

Du er uddannet klinikassistent og har lyst til at arbejde i en kommunal tandpleje. Erfaring er en fordel, men ikke et krav.

Vi håber, at du:

  • er glad for kontakten med børn og unge
  • møder patienter og kolleger med ro, åbenhed og godt humør
  • tager ansvar og bevarer overblikket i en travl hverdag
  • både kan arbejde selvstændigt og sammen med andre
  • er fleksibel og hjælper til, når der er brug for det
  • har lyst til at bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Kort sagt søger vi en kollega, der har blik for både patienten, opgaven og menneskene omkring sig.

Hos os får du...

  • en alsidig arbejdsdag med mange forskellige patientgrupper og opgaver
  • tæt samarbejde med tandlæger, tandplejere og klinikassistenter
  • mulighed for at bruge og udvikle dine faglige kompetencer
  • plads til egne interesser og initiativer
  • en arbejdsplads, hvor dialog, nærvær og ordentlighed er en naturlig del af arbejdsmiljøet

Vi tror på, at en god arbejdsplads skabes sammen - og vi håber, du har lyst til at være med.

Om Nordfyns Kommune

En naturskøn kommune med højt til himlen og kort til kysten - og så er den nærmeste storby aldrig mere end 30 minutter væk. I kommunen findes hyggelige by- og landsbysamfund med stærk lokal identitet. Tandplejepersonalet har stort kendskab til lokalmiljøet og støtter gerne op omkring en god etablering og integrering.

Tandplejen i Søndersø er godt geografisk placeret ift. både motorvejen og den lige landevej (med direkte busforbindelser) til Odense.

Yderligere oplysninger

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores overtandlæge Line Hansen på tlf. 20 36 72 51 eller mail lineha@nordfynskommune.dk (ikke til ansøgninger).

Døren står også altid åben, hvis du har lyst til at møde os og opleve klinikken.

Ansættelsesvilkår

Forventet løninterval oplyses ved 1. samtale. Den endelige løn fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og tidligere erhvervserfaring og efter konkret forhandling med den faglige organisation.

Ansættelsen er betinget af, at der kan indhentes ren børneattest og straffeattest uden anmærkninger af betydning for varetagelse af jobbet.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning senest fredag den 11. september 2026 kl. 12.00.

Ansættelsessamtaler afholdes løbende.

Tiltrædelse snarest muligt eller efter aftale.

Her kan du læse mere om, hvad vi i Nordfyns Kommune mener, en attraktiv arbejdsplads er kendetegnet ved:
Vores attraktive arbejdsplads - Nordfyns Kommune

Søg jobbet nu