Mød Gada
2. års elev i Nordfyns Kommune
Gada Abdul Razek
Skolebaggrund
Oprindeligt uddannet bioanalytiker med fire års erfaring fra sygehuset.
Fællessekretariatet Nordfyns Kommune – Min tid her:
Min oplevelse af Nordfyns Kommune har fra dag ét været positiv. Jeg er blevet taget godt imod og har fået en grundig oplæring i en bred vifte af opgaver.
Medarbejderne har været imødekommende og hjælpsomme, og jeg har oplevet en stor vilje til at dele deres viden og erfaringer med mig. Det har skabt et trygt og lærerigt arbejdsmiljø, hvor jeg har haft mulighed for at udvikle mig både fagligt og personligt.
Derudover har jeg haft mulighed for at koble teori fra skoleforløbet sammen med de praktiske opgaver i Fællessekretariatet. På skolen har jeg blandt andet beskæftiget mig med forvaltningsloven, offentlighedsloven, journalisering samt kommunikation, og jeg oplever tydeligt, hvordan disse områder spiller en central rolle i det daglige arbejde i en kommunal administration. Den praktiske erfaring har givet mig en dybere forståelse af lovstoffet og dets anvendelse, særligt i forbindelse med betjening af ledelse, politiske udvalg og tværgående koordinering.
Sammenfattende har min tid i Nordfyns Kommune været en meget givende oplevelse, hvor jeg har fået værdifuld indsigt i kommunens arbejdsgange, beslutningsprocesser og de rammer, der understøtter en professionel og korrekt sags- og mødebetjening.
Primære arbejdsopgaver i Fællessekretariatet:
- Betjening af Kommunalbestyrelsen (mødeplanlægning, klargøring/koordinering af dagsordener og materiale, udsendelse og opfølgning på deadlines)
- Koordinering og praktisk planlægning af møder (booking, indkaldelser, deltagere, materialer) for fagpersoner i hele kommunen.
- Kvalitetstjek af indstillinger og bilag (formalia, struktur, tydelighed og sammenhæng)
- Udsendelse af mødemateriale samt opfølgning på deadlines og leverancer
- Løbende administration og struktur i Outlook (kalendere, fællespostkasser, mødeinvitationer)
- Journalisering og dokumenthåndtering efter gældende retningslinjer
- Ad hoc-opgaver for sekretariatet, herunder praktisk understøttelse af ledelses- og udvalgsbetjening
- Valgafvikling: Udarbejdelse af tidsplan, koordinering af valgmaterialer til valgsteder, fordeling og briefinger af tilforordnede samt sikring af tydelig kommunikation og klare ansvarsområder. Jeg var selv tilforordnet på dagen ved kommunalvalget, hvilket var meget spændende, og deltog desuden i fintællingen dagen efter. Dermed har jeg været med i hele kommunalvalgsproceduren i Nordfyns Kommune.
Det, der særligt tiltrækker mig ved Nordfyns Kommune som arbejdsplads, er den brede vifte af opgaver, man får mulighed for at prøve kræfter med, samt den faglige indsigt, man opnår ved at arbejde tæt på centrale administrative processer. Der tages hensyn til den enkeltes læringstempo, og der er god mulighed for selv at præge sin faglige udvikling. Jo mere man ønsker at lære, desto flere og mere komplekse opgaver kan man gradvist få ansvar for.