start på hovedindhold

Budgetprocessen

Hvad er et kommunalt budget? Og hvordan bliver det årlige budget for Nordfyns Kommune lagt?

Det er kommunalbestyrelsen, der vedtager kommunens budget og beslutter skatteprocenten for det kommende år. Ud over budgettet for det kommende år, vedtager kommunalbestyrelsen også skønnede budgetter for de følgende tre år – også kaldet overslagsårene.

Det gør man for at kunne planlægge kommunens økonomi på længere sigt. Blandt andet udgifter til vedligeholdelse af veje og investeringer i nye bygninger strækker sig ofte over flere år. Et andet eksempel er investeringer i sundhedsfremme og forebyggelse typisk indsatser, der viser effekt på længere sigt.

Budgettet er en plan for, hvordan kommunens udgifter og indtægter fordeler sig i det kommende regnskabsår.

Skat og grundskyld udgør hovedparten af kommunens indtægter, og kommunalbestyrelsen har ikke mulighed for at justere på disse indtægter i løbet af året. Det er derfor vigtigt, at der er balance i budgettet, så kommunen har den nødvendige økonomi til at betale sine udgifter og opretholde serviceniveauet. På den måde er der en direkte afhængighed mellem udgiftssiden og den service, som kommunen tilbyder.

Hvordan bliver budgettet til?

I Nordfyns Kommune foregår arbejdet med budgettet i fire faser:

  1. Forberedelsesfasen
  2. Den tekniske budgetfase
  3. Den politiske budgetfase
  4. Vedtagelses- og udmøntningsfasen

1. Forberedelsesfasen

Her forbereder Økonomiudvalget processen for næste års budget. Her er der blandt andet fokus på, hvordan borgerne skal inddrages. Økonomiudvalget melder en økonomiske ramme ud til de politiske udvalg. Den økonomiske ramme er den økonomi, som det enkelte udvalg samlet har til rådighed til at prioritere sine indsatser.

Det sker i 2026:

  • 18. marts: Økonomiudvalget godkender budgetstrategien
  • 26. marts: Kommunalbestyrelsen godkender budgetstrategien.

2. Den tekniske budgetfase

De politiske udvalg drøfter og prioriterer de forslag, der i næste fase skal indgå i de politiske forhandlinger. Administrationen udarbejder et ”teknisk basisbudget”, som er udgangspunkt for de efterfølgende politiske forhandlinger. Desuden holdes der et budgetseminar i kommunalbestyrelsen før sommerferien.

Det sker i 2026:

  • Maj/juni: Fagudvalgene drøfter budgetgrundlaget 2027-2030
  • 19. august:1. behandling af budgettet i Økonomiudvalget
  • 27. august: 2. behandling af budgettet Kommunalbestyrelsen

3. Den politiske budgetfase

I denne fase foregår de politiske forhandlinger, ligesom det er her det tekniske budget sendes i høring. Her kan borgere, foreninger og brugerbestyrelser komme med høringssvar. I september måned inviterer kommunalbestyrelsen til et borgermøde, hvor politikerne orienterer om budgettet og kan stilles spørgsmål. 

Det sker i 2026:

  • 21. august - 8. september: Offentlig høring af budget 2027
  • 9. september kl. 18.00-19.30: Borgermøde om budgettet 
  • 11. september: Borgmesteren udsender sit oplæg til budget til politiske forhandlinger
  • 16.-24. september: Politiske budgetforhandlinger

4. Vedtagelses- og udmøntningsfasen

Budgettet godkendes af Kommunalbestyrelsen og er dermed gældende. Budgettet bliver herefter offentliggjort på kommunens hjemmeside.

Det sker i 2026:

  • 25. september: Pressemøde med offentliggørelse af budgetaftale
  • 25. september: Budgettet for 2027 samt overslagsårende 2028-2030 offentliggøres.
  • Kommunalbestyrelsen godkender udmøntningsplanen for budget 2027 og overslagsårene.
  • 8. oktober: Budgettet godkendes formelt af Kommunalbestyrelsen