
Kan du klare dig i 3 døgn?
Myndighederne anbefaler, at du og din husstand kan klare jer selv i tre døgn. Når flere kan klare sig selv, kan kommune og beredskabet hjælpe dem, der har størst behov. Sådan gør du.

Heldigvis bor vi et sted, der er trygt og sikkert. I hverdagen har du adgang til basale fornødenheder som strøm, varme, vand og mad. Men myndighederne vurderer, at risikobilledet har ændret sig, og at der fremover kan opstå situationer med for eksempel hybridkrig eller flere ekstreme vejrhændelser.
Det kan påvirke adgangen til strøm, varme og vand. Derfor er det vigtigt, at vi er forberedte, så vi kan passe på os selv og hinanden, hvis en krise opstår.
Hvis strømmen eller varmen forsvinder, skal du kunne klare dig selv i op til tre døgn. Det betyder, at du bør have mad og drikkevand på lager til hele husstanden, mulighed for at tilberede maden og en FM-radio til at modtage information fra myndighederne.
Når du og dine nærmeste kan klare jer selv i tre døgn, kan kommunen fokusere på at hjælpe de borgere, der har størst behov.
Det gør kommunen
I Nordfyns Kommune følger vi myndighedernes anbefalinger og står klar til at hjælpe i en krise:
- Vi har ansvaret for nødberedskab til borgere, der bor på kommunale botilbud, herunder plejehjem. Her sørger vi for mad, vand, medicin og nødvendige hygiejneartikler. Medicinadministration og øvrige behandlinger udføres på grundlag af en individuel vurdering og prioritering.
- I en krisesituation informerer vi via kommunens hjemmeside, sociale medier, sms og radio på P4 Fyn på 96,8 MHz.
- Der vil desuden blive opsat fysiske opslagstavler med information ved kommunens rådhuse og Bibliotek- og Borgerservice.
Det skal du selv gøre
Som borger har du selv ansvaret for dit hjemmeberedskab. Vi opfordrer dig derfor til at følge myndighedernes anbefalinger.
- Du bør som minimum have mad og drikkevand til tre døgn, toiletpapir og hånddesinfektion, en førstehjælpskasse, hygiejneartikler samt tilstrækkelig mængde af din faste medicin.
- Det er også vigtigt at have en FM-radio, batterier eller alternative strømkilder, lommelygter eller andre lyskilder, en power bank og ekstra tæpper.
- Tal gerne med din familie eller husstand om, hvad I har behov for, hvis krisen rammer. På den måde kan I sammen sikre jer, at I er godt forberedte.