Beredskab for plejehjem og andre kommunale institutioner
Sådan forholder du dig som borger eller pårørende i en krisesituation – og dét kan du forvente af os som kommune.
I Nordfyns Kommune er vi klar til at hjælpe dig, hvis der skulle opstå en krisesituation, som strækker sig over flere dage:
Det gør kommunen
- Vi sørger for at have mad og vand nok til dig til minimum tre dage. Det vil ikke være den menu, du kender, men mad, der kan tilberedes nemt, også selv hvis køkkenet ikke virker.
- Vi sørger for at have din medicin til rådighed, og at der blandt andet er toiletpapir, hånddesinfektion og vådservietter nok.
- Vi sørger for, at du og dine pårørende løbende opdateres om situationen gennem den hjælp og pleje, du modtager.
Vi opdaterer vores hjemmeside www.nordfynskommune.dk med relevant information, så snart vi kan, og anbefaler, at du tænder for en FM-radio P4 Fyn, 96.8 MHz. Her vil der blive delt information fra din region.
Ønsker du andre fornødenheder?
Hvis du ønsker noget ud over det, vi stiller til rådighed, beder vi dig selv sørge for at anskaffe det. Du er meget velkommen til at tale med dine pårørende om det, så de kan hjælpe dig. Det kan for eksempel være ekstra tæpper, batteridrevne lyskilder, en FM-radio eller en power bank i tilfælde af strømafbrydelse.
Har du spørgsmål?
Du er velkommen til at tage fat i din kontaktperson, hvis du har spørgsmål til, hvad du selv skal gøre, eller hvordan kommunen håndterer Styrelsen for Samfundssikkerheds anbefalinger.