Beredskab for hjemmepleje, sygepleje og sociale tilbud i eget hjem
Sådan forholder du dig i en krisesituation, hvis du modtager hjælp i eget hjem – og dét kan du forvente af os som kommune.
I Nordfyns Kommune følger vi myndighedernes anbefalinger. Som borger, der modtager hjælp fra os, kan du derfor føle dig tryg ved, at vi står klar til at hjælpe – også hvis der opstår en krise.
Det gør kommunen
- Hvis der opstår en situation med forsyningssvigt, vil vi stadig komme ud til dig. Men vi prioriterer hjælpen først til dem, der har akut brug for assistance. Derfor kan der opstå forsinkelser i den hjælp, du modtager. Vi sørger for, at du løbende opdateres om situationen.
- Vi opdaterer desuden vores hjemmeside www.nordfynskommune.dk med relevant information, så snart vi kan, og anbefaler, at du tænder for en FM-radio P4 Fyn, 96.8 MHz. Her vil der blive delt information fra din region.
Det skal du selv gøre
Det er dit ansvar at sørge for dit eget hjemmeberedskab. Derfor opfordrer vi dig til at følge myndighedernes anbefalinger.
- Det handler om at have mad og vand nok til tre døgn. Helst tre liter vand per person pr. døgn og mad, der ikke kræver tilberedning og som er langtidsholdbar.
- Sørg for et lager med toiletpapir, hånddesinfektion, en førstehjælpskasse, hygiejneartikler og nok af din medicin til minimum tre døgn.
- Det kan være en god idé at have ekstra dyner og tæpper klar til hvis varmen forsvinder.
- Det er også vigtigt med ekstra lyskilder og evt. en powerbank i tilfælde af strømsvigt. Derudover anbefales en batteridrevet FM-radio, hvor du kan modtage information, hvis internettet eller telefonnettet går ned.
Tag gerne en snak med dine pårørende om, hvad der er nødvendige fornødenheder for dig, hvis krisen rammer - så I sammen kan få anskaffet det, du ønsker.
Hvis du ikke har pårørende, der kan hjælpe, kan du kontakte Røde Kors og deres frivillige parathjælpere på telefon 38 202 202 mandag til fredag mellem kl. 10-15 og mandag og onsdag fra 16-19. De står klar til med en hjælpende hånd fx til praktisk hjælp til indkøb eller organisering af nødberedskabet.