Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyns Kommune opfordrer minister til handling mod lånediskrimination

I et brev til landdistriktsminister Louise Schack Elholm opfordrer kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune nu til modtræk mod bankers og kreditforeningers afvisning af at yde lån til boligkøb i landområder. Henvendelsen har opbakning fra samtlige fynske borgmestre.

L1002794.jpg

Ifølge brevet, som er underskrevet af borgmester Mette Landtved-Holm (V) på vegne af kommunalbestyrelsen, rådgiver banker kunder, der er interesseret i at købe bolig i et landområde, til i stedet at investere i en bolig i de større byer. Det gør de blandt andet med et tilbud om langt større lånebeløb, hvis de interesserede købere følger rådet.

    - Som kommunalbestyrelse har vi forståelse for, at banker og kreditforeninger ønsker at sikre deres investeringer bedst muligt. Omvendt finder vi det meget kritisabelt, at det er bankerne, der former udviklingen på dette område - ikke regeringen og Folketinget. Det opfordrer vi ministeren til at gøre noget ved, udtaler Mette Landtved-holm.

 

Lovændring uden effekt

Problematikken er ikke ny, og der er under den tidligere regering sat ind med lovgivning om nye lånemuligheder i landområderne. Loven har dog været uden effekt. Det bekræftes af kommunalbestyrelsesmedlem Marie Louise Pedersen (C), der samtidig driver ejendomsmæglervirksomhed på Nordfyn.

    - Jeg ligger inde med adskillige eksempler på, at interessererede købere får blankt nej, når de vil låne til en landejendom på Nordfyn. Det er vel at mærke købere med en sund økonomi og fast job. De bliver i stedet opfordret til at købe i de større byer, men det er bare ikke helt så oplagt, når drømmeboligen er en landejendom med plads til et par heste, fortæller Marie Louise Pedersen.

 

Strider imod regeringsgrundlaget

I brevet henviser Nordfyns Kommune til, at bankernes handlemåde modarbejder regeringsgrundlaget. I regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen arbejder ud fra et mål om et mere sammenhængende Danmark, hvor der også sker bosætning i landdistrikterne. Det er dog svært at se bankernes handlemåde som andet end direkte modarbejdelse dette mål.

 

Med brevet følger en opfordring til ministeren om at tage problematikken op og sammen med den øvrige regering og evt. Udvalget for Landdistrikter og Øer at sætte ind med nye initiativer, så der snarest kan blive rettet op på diskriminationen af landdistrikterne, når det gælder lån til køb af bolig.

 

Ifølge borgmester Mette Landtved-Holm arbejder kommunalbestyrelsen løbende på at gøre det attraktivt at bosætte sig i landdistrikterne, men det er op ad bakke, når bankerne ikke vil yde lån til køb af bolig i landområderne.

    - At købe bolig på Nordfyn er ikke en risikabel investering. Vi er en velfungerende og veldreven kommune. Vi er nr. 5 på Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark med kort køreafstand til Odense og hurtig forbindelse til det øvrige Danmark, siger Mette Landtved-Holm.

 

Som bilag til brevet følger en liste med eksempler, hvor låneansøgere er blevet afvist på trods af job, penge til udbetaling og en generel god økonomi. Mennesker, som har ønsket at vælge landlivet til, men er blevet mødt med afvisning i deres banker - og rådet til at finde bolig i en større by.

 

Brevet, der som nævnt bakkes op af alle borgmestre på Fyn, er vedlagt denne pressemeddelelse.

Kontaktinformation

Borgmester Mette Landtved-Holm (V), tlf. 61 19 15 27
Kommunalbestyrelsesmedlem / ejendomsmægler Marie Louise Pedersen (C), tlf. 22 84 44 99