Til minde om tidligere borgmester Arne Overgaard Pedersen
Tidligere borgmester i Søndersø Kommune, Arne Overgaard Pedersen, er gået bort, 91 år gammel. Arne var borgmester fra 1994 til 1997 og blev mødt med respekt og anerkendelse som en vellidt og engageret lokalpolitiker.

For mange vil han først og fremmest blive husket som den afholdte og meget vidende lærer ved Skamby Skole, hvor han gennem mange år satte sit præg på generationer af elever. Arne boede lige over for skolen og var dybt forankret i lokalsamfundet.
Han deltog aktivt i livet i Skamby og lagde mange kræfter i byens fællesskaber, ikke mindst i den lokale boldklub. Hans store betydning for lokalområdet kom også til udtryk, da han i 2011 blev hædret som Årets Skam-Bo.
Interessen for lokalpolitik bevarede han hele livet. Til det sidste fulgte han udviklingen tæt og bidrog til debatten med skarp pen, stor indsigt og et underfundigt lune, som mange vil huske ham for.
Med Arne Overgaard Pedersens bortgang har Nordfyn mistet en markant stemme og et menneske, der gennem et langt liv ydede en værdifuld indsats for lokalsamfundet.
Æret være Arne Overgaard Pedersens minde.
Borgmester Mette Landtved-Holm