start på hovedindhold

Kreative oplevelser for børn og deres voksne på hele Nordfyn

Det næste halve år bliver der rig mulighed for at finde kreativiteten frem sammen. Workshops forskellige steder på Nordfyn inviterer børn fra 7 år og deres voksne til at eksperimentere med blandt andet ler, tryk, broderi og genbrugsmaterialer.

Fem forskellige workshops

Fra efteråret 2026 til foråret 2027 rykker forskellige kreative workshops rundt på Nordfyn.

Der skal formes fuglefoderstationer i ler, laves fantasifulde blomster, leges med tryk på papir og tekstil, bygges kunstneriske lamper af genbrugsmaterialer og broderes med nål og tråd. 

Fælles for dem er, at børn og voksne mødes om det kreative.

Her er der plads til at få hænderne i materialerne, prøve nye teknikker af og lade idéerne få frit spil. Det kræver ikke særlige kreative erfaringer. Fokus er på oplevelsen af at skabe, udforske og fordybe sig sammen. 

Første stop er Søndersø Bibliotek. 

Første workshop - 12. oktober 2026

Allerede i efterårsferien er der mulighed for at være med til den første workshop. Her kan børn og voksne skabe deres helt egne fuglefoderstationer i ler. Med inspiration fra naturen og årstidernes fugleliv skal I forme, dekorere og eksperimentere med mønstre og detaljer. Efter workshoppen bliver leret brændt, og fuglefoderstationerne kan efterfølgende komme med hjem og få en plads i haven. 

Hvornår: Mandag den 12. oktober 2026 kl. 10-13
Hvor: Søndersø Bibliotek

Læs mere og tilmeld jer workshoppen. 

AnneMette Markussen fra Nordfyns Billedskole underviser. Workshoppen er første mulighed i rækken, som fortsætter med workshops i Bogense, Otterup og Morud frem til foråret 2027. 

Praktisk information

Workshopperne er for børn fra 7 år og deres voksne.

Det koster 50 kr. pr. person at deltage, og prisen omfatter materialer og lidt let forplejning. Børn skal følges med en betalende voksen, som deltager aktivt i workshoppen. Billetter sælges efter først-til-mølle-princippet. 

De kreative workshops arrangeres i samarbejde mellem Nordfyns Billedskole og Nordfyns Kommune med støtte fra Kulturregion Fyn.