start på hovedindhold

Høring af forslag til Lokalplan 2026-2 Udvidelse af hestehospital ved Morud samt forslag til Kommuneplantillæg nr. 2

Nordfyns Kommune har den 27. august 2026 besluttet at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring.

Alle høringer og afgørelser
Typer

Høring

Lokalplan

Område

5462 Morud

Høringsfrist
Offentliggjort
Typer

Høring

Lokalplan

Områder

5462 Morud

Høringsfrist

12. november 2026

Offentliggjort

17. september 2026

Formålet med den nye lokalplan

Lokalplanens formål er at muliggøre etablering af yderligere bebyggelse og anlæg til Hestehospitalet, herunder staldbygninger, bygninger til dyrelægefunktioner med kølerum, kontorer og parkering. Desuden at muliggøre opførelse af en beboelsesbygning med studieboliger, grupperum, foredragssal og diverse faciliteter til studerende.

Kommuneplantillæg

Sideløbende med lokalplanlægningen er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2 er udarbejdet for at skabe overensstemmelse mellem kommuneplanen og den nye lokalplan.

Kommuneplantillægget udlægger en ny kommuneplanramme BE42, Hestehospital. Rammeområdet er i dag ikke omfattet af en gældende kommuneplanramme. 

Området ligger inden for område med særlige drikkevandsinteresser - OSD, derfor ledsages kommuneplantillægget af en grundvandsredegørelse, som redegør for behovet for at planlægge inden for OSD, og for hvordan risikoen for belastning af grundvandet kan minimeres.

Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsesmødet den 27. august 2026 via kommunens dagsordenssystem.

Planforslag

Se Forslag til Lokalplan 2026-2 Udvidelse af hestehospital ved Morud. 

Se Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2 for hestehospital ved Morud

Planforslagene kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.

Offentlig høring

Planforslagene er i offentlig høring fra den 17. september til den 12. november 2026. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.

Høringssvar m.m. til forslaget skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være mærket ”Høringssvar planlægning af Lokalplan nr. 2026-2 og Kommuneplantillæg nr. 2 for hestehospital ved Morud” og skal indsendes senest 12. november 2026.

Retsvirkninger

Når et lokalplanforslag er offentliggjort, må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.

De midlertidige retsvirkninger er gældende, indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.

Når høringsfristen udløber, kan Kommunalbestyrelsen under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.

Miljøvurdering

Der er iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer foretaget en miljøscreening af Forslag til Lokalplan nr. 2026-2 og Forslag til Kommuneplantillæg nr. 2 for hestehospital ved Morud. Planerne vurderes på baggrund af screeningen ikke at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet, og vurderes derfor ikke at være omfattet af krav om miljøvurdering af planer.

Afgørelsen begrundes i, at realisering af lokalplanen ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet. I vurderingen indgår blandt andet, at ændringen af plangrundlaget i forhold til gældende planlægning for området ikke vurderes at have væsentlig betydning i forhold til miljøet.

Klagemulighed

Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.

Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900 kr. for borgere og 1.800 kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.

Behandling af dine personoplysninger

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder, at navn, adresse og andre personlige oplysninger, som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.

Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse, og du indsender høringssvar/bemærkninger, er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen, med mindre du gør opmærksom på dette.

Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.

 

Dokumenterne, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen, Nordfyns Kommune.