Grøn Pulje
Grøn Pulje støtter projekter til gavn for lokalsamfund og naboer til nye vedvarende energianlæg, samt projekter til gavn for hele kommunen.
Ansøgningsskema
Puljen skal understøtte både attraktive lokalsamfund og kommunen som helhed, herunder arbejdet med at nedbringe kommunens CO2-aftryk. Midlerne i Grøn Pulje kan anvendes til mange forskellige formål, herunder grønne tiltag, sociale og kulturelle tiltag samt rekreative formål etc.
Godkendt i Kommunalbestyrelsen 27. juni 2024.
Aktuelt kan der søges midler til projekter op til 128.360 kr. Der er ansøgningsfrist den 14. juni 2026. Grundet puljens aktuelle størrelse gælder det ikke, at der kun kan søges støttebeløb på minimum 250.000 kr. Ligeledes skal der heller ikke fraregnes 8 % af et ansøgte beløb til administrative udgifter i denne ansøgningsrunde.
Puljen er primært tiltænkt de nærmeste naboer til VE-anlæggene. Derudover lokale i øvrigt i kommunen. Der gives ikke støtte til virksomheder.
-
Fortrinsvis foreninger, lokalråd, lokale energifællesskaber mv. og i princippet alle fysiske og juridiske personer hjemmehørende i Nordfyns Kommune.
-
Naboer (fysiske og juridiske personer) i nabokommuner inden for seks gange møllehøjde eller inden for 200 meter fra et solenergianlæg.
Grønne projekter
Grøn Pulje kan støtte projekter, som er til gavn for de nærmeste naboer ift. gener fra VE-anlægget og/eller som bidrager til at løse klimaudfordringen enten ved reduktion af klimagasudledning, optagelse af klimagas eller tilpasning til klimaforandringerne. Det er eks. projekter, som understøtter kommunens strategier og planer mv., og herunder Nordfyns Kommunes klimavision Green Steps, Nordfyns Kommunes Planstrategi, Nordfyns Kommunes Klimahandleplan og/eller projekter, der understøtter Nordfyns Kommunes Pilot naturpark mv.
Lokale projekter:
Lokale projekter kan være projekter, der med særligt fokus på Nordfyns Kommunes brandingstrategi Fri.Luft.Liv og bæredygtig udvikling af lokalområder, understøtter det sociale liv, kulturlivet, forsamlingshuse, etablerer eller istandsætter fællesfaciliteter, forbedrer bymiljøet, forbedrer trafiksikkerheden, igangsætter initiativer som f.eks. etablering af energifællesskaber og/eller skaber mere og bedre natur samt bedre offentlig adgang hertil.
Generelt gælder der for projekter, der kan opnå støtte, at de skal have et almennyttigt formål.
Midlerne i Grøn Pulje uddeles efter følgende principper:
-
Grønne projekter og Lokale projekter, som er lokalt forankrede og realiseres i det lokalområde, hvor VE-anlægget er beliggende eller inden for en afstand på ca. fem kilometer fra VE-anlægget.
-
Der kan søges om støtte til Grønne projekter og Lokale projekter i hele kommunen.
-
Projekterne skal have en vis volumen, og der kan ikke søges støttebeløb på under 250.000 kr.
Øvrige kriterier ved vurdering af ansøgninger:
-
I hvor høj grad projektet gavner de nærmeste naboer til VE-anlægget
-
I hvilket omfang projektet understøtter og styrker lokalsamfundets attraktivitet
-
I hvor høj grad der er lokal opbakning til projektet
-
I hvor høj grad projektet spiller sammen med øvrige planer og projekter i lokalområdet eller generelt i kommunen
-
Projektets parathed, kvalitet og realiserbarhed
-
I hvilken grad der er medfinansiering
Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om tilsagn om tilskud fra Grøn Pulje efter indstilling fra Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Berørte lokalråd inviteres til at fremsende en udtalelse til de indkomne ansøgninger. Eventuelle udtalelser fra lokalråd indgår i den samlede helhedsvurdering af ansøgningerne.
Teknik- og Miljøudvalget udmønter midler fra Grøn Pulje til:
-
Administration i Teknik, Erhverv og Kultur: 8 % af det indbetalte beløb.
-
Grønne projekter: 75 % af det samlede beløb efter fradrag af administrationsbidraget.
-
Lokale projekter: 25 % af det samlede beløb efter fradrag af administrationsbidraget.
Krav til projekter
Følgende krav skal være overholdt for at kunne søge om støtte:
-
Projekter der medfører løbende indtægter til et juridisk fællesskab, kan modtage støtte i det omfang det ligger inden for lovgivningens rammer, at kommunen yder tilskud til projekterne.
-
Projekterne skal planlægningsmæssigt og juridisk være i overensstemmelse med gældende planlægning og lovgivning, herunder kommunalfuldmagten.
-
Ved projekter der kræver myndighedsgodkendelse skal ansøger indledningsvis i samråd med kommunen afklare, om de forventes opnået.
-
I den efterfølgende ansøgning skal ansøger med afsæt i den indledende afklaring gøre rede for, at de har undersøgt, at projektet forventes realiserbart.
-
Alle nødvendige tilladelser skal være på plads inden tilskudsmidlerne anvendes.
Krav til ansøgninger
Der ansøges til Grøn Pulje via Nordfyns Kommunes hjemmeside. Der søges via kommunens elektroniske ansøgningsskema. En ansøgning skal som minimum indeholde følgende elementer:
-
Ansøgers kontaktinformationer mm.
-
Projektets formål
-
Et resumé af projektbeskrivelsen til offentliggørelse på kommunens hjemmeside. Resuméet må maksimalt være på en halv A4-side.
-
En beskrivelse af om projektet har lokalrådets opbakning.
-
En fuld projektbeskrivelse, herunder skal ansøger redegøre for, hvem der er projektansvarlig, projektets aktiviteter, projektets forventede resultater, hvem der deltager i/bidrager til projektet, hvilke materialer og tjenesteydelser der er brug for, drift og vedligehold af projektet og eventuelt om projektet er eller med fordel kan etapeopdeles.
-
Ved ansøgning om driftstilskud, der maksimalt kan ansøges om i op til fem år efter etablering af nye anlæg, skal ansøger redegøre for behovet for driftstilskud, perioden for driftstilskud samt, hvordan driften sikres efterfølgende.
-
Et budget for det samlede projekt, herunder eventuelt forslag til udbetalingsplan vedrørende midler fra Grøn Pulje. Ansøgeren skal også oplyse finansiering af projektet herunder i hvilket omfang, der indgår andre midler end de ansøgte i projekter, herunder eventuel værdi af frivilligt ulønnet arbejde.
-
En tidsplan for projektets gennemførelse.
- Når opstilleren har indbetalt det lovbestemte beløb til kommunen, annoncerer Teknik, Erhverv og Kultur på kommunens hjemmeside om beløbets størrelse og hvorledes – og inden for hvilke tidsfrister - midlerne kan søges mv.
- Rammerne for Grøn Pulje skal fremgå af hjemmesiden. På hjemmesiden ansøges via den digitale ansøgningsformular.
- Teknik, Erhverv og Kultur offentliggør på kommunens hjemmeside senest 1 uge efter afgivelse af tilsagn om tilskud, hvilke projekter Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at give tilsagn om tilskud til, herunder tilskudsbeløbets størrelse og en kort beskrivelse af projektet.
- Teknik-, Erhverv og Kultur forestår det administrative arbejde.
- Administrationen er til rådighed for ansøgere med vejledning og screening af projektidéen med henblik på kvalificering.
Teknik- Erhverv og Kultur er ansvarlig for udbetalinger og regnskab for Grøn Pulje.
Teknik- Erhverv og Kultur er ansvarlig for at give Energistyrelsen oplysninger om midlerne i Grøn Pulje, de støttede projektet og de ikke støttede projekter mv. i det omfang styrelsen efterspørger disse.
Midler tilføres løbende kommunens Grønne Pulje, efterhånden som VE-projekterne realiseres og færdigmeldes. Midlerne lægges administrativt i ”Puljerunder” for hvert VE-projekt således, at udbetalte støttemidler kan spores tilbage til det konkrete VE-projekt, hvor fra midlerne er indbetalt.
-
Midlerne allokeres/tildeles inden for tre år efter indbetalingen.
-
Midlerne allokeres/tildeles efter behandling af ansøgningerne, og der er truffet politisk beslutning. De udbetales efter indsendelse af dokumentation.
-
Efter tre år overføres ikke-allokerede midler over en bagatelgrænse på 10.000 kr. til staten.
-
Projekter, som modtager tilskud skal være gennemført inden 5 år efter, der er givet til sagn om tilskud.
-
Midlerne kan sammenlægges med andre midler, herunder kommunale midler og andre puljer samt fondsmidler og sponsorater mv.
| Mandag | 09:00 - 15:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
| Onsdag | 09:00 - 15:00 |
| Torsdag | 09:00 - 17:00 |
| Fredag | 09:00 - 13:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |
Telefon
Kultur & Fritid
| Mandag | 09:00 - 15:00 |
|---|---|
| Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
| Onsdag | 09:00 - 15:00 |
| Torsdag | 09:00 - 17:00 |
| Fredag | 09:00 - 13:00 |
| Lørdag | Lukket |
| Søndag | Lukket |