start på hovedindhold

Nordfyns Børnekulturfestival med julemagi for hele familien

Når dagene bliver kortere, og julen nærmer sig, inviterer Nordfyns Kommune nordfynske børn og familier til en festlig dag fyldt med kultur, leg, kreativitet og julehygge.

Plakat om Nordfyns Børnekulturfestival

Programmet for festivalen

Børnekulturfestivallen finder sted den 21. november, kl. 9.00-13.00, hvor Langesøhallerne i Morud fyldes med fortællinger, musik og aktiviteter.

Program:

  • Kl. 9.00-12.15: Åbne stande med kreative aktiviteter og mulighed for leg
  • Kl. 9.00-9.30: Hunden Ib – en fortællekoncert. Reserver jeres gratis plads her (billetlink kommer snart)
  • Kl. 10.30-11.15: Peddersen og Findus - Jul hos Peddersen. Reserver jeres gratis plads her (billetlink kommer snart)
  • Kl. 12.15-13.00: Katrine Billes Juleshow. Reserver jeres gratis plads her (billetlink kommer snart)

En dag med julemagi

Med Nordfyns Børnekulturfestival kommer julemagien til Nordfyn.

På scenen kan gæsterne opleve Hunden Ib, Peddersen og Findus og Katrine Bille, der med hver deres særlige univers inviterer børn og familier med på eventyrlige, musikalske og underholdende oplevelser.

I løbet af hele formiddagen kan børnene også gå på opdagelse blandt festivalens andre aktiviteter, hvor der vil være mulighed for leg og kreativitet.

Praktisk information om deltagelse

Sted: Langesøhallerne, Idrætsvej 7, 5462 Morud.

Tid: Den 21. november kl. 9.00-13.00.

Der er gratis adgang til hele festivalen, men af hensyn af pladsbegrænsning, skal der reserveres plads til de enkelte hovednavne. De gratis billetter fordeles efter først-til-mølle. Både børn og voksne skal have billet. Festivalens øvrige aktiviteter er åbne og uden krav om tilmelding. 

Vi glæder os til at byde børn og familier velkommen til en dag fyldt med kultur, oplevelser og julemagi!

 

Børnekulturfestivalen er arrangeret af Nordfyns Kommune med støtte fra Kulturregion Fyn.

 

Læs mere om dagens oplevelser

Hunden Ib fortællerkoncert

Hunden Ib - en fortællekoncert

Oplev en spændende fortællekoncert om den nysgerrige og fantasifulde hund Ib. Sammen med sin musiker inviterer stemmen bag fortællingerne om Hunden Ib, Peter Nordahl, børn og familier ind i Hunden Ibs univers gennem fortællinger, illustrationer og sange. En autentisk forestilling fyldt med fantasi, musik og fortælling.

Anbefalet alder: 2-6 år

Deltagelse er gratis, men kræver forhåndsreservation - (billetlink kommer snart)

Tidspunkt: kl. 9.00

Sted: Multisalen i Langesøhallerne

Peddersen og Findu - Jul hos Peddersen

Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen

Oplev fortællingen Jul hos Peddersen som teater.

I det lille hjem er sneen lillejuleaften endelig holdt inde, men så forstuver Peddersen foden, så han ikke kan støtte på den. Nu kan de hverken hente træet i skoven, varerne hos købmanden, eller kassen med julepynt på loftet. Kan det overhovedet blive rigtig jul? Væbnet med guitarer og forhåndenværende køkkengrej, kaster kammeraterne Niclas og Morten sig sammen med publikum ind i Peddersen og Findus' kamp for en rigtig glædelig jul! Lykkes det?

Anbefalet alder: 3-9 år

Deltagelse er gratis, men kræver forhåndsreservation - (billetlink kommer snart)

Tidspunkt: kl. 10.30

Sted: Multisalen i Langesøhallerne

Katrine Bille

Katrine Billes Juleshow

Kom med til et sprudlende juleshow, når Katrine Bille og hendes band skruer helt op for den gode julestemning – til glæde for både børn og voksne!

Undervejs kan publikum synge med på kendte juleklassikere samt Katrines egne julesange. Katrine og hendes band leger julelege, deler julegaver ud, får julesneen til at dale og taler med børnene om deres største juleønsker. Og hvem ved? Måske kigger julemanden også forbi ..!

En levende koncertoplevelse, hvor børnene aktivt inddrages, og julemagien skydes i gang.

Efter forestillingen er der mulighed for autografer og billeder.

Anbefalet alder: 4-10 år

Deltagelse er gratis, men kræver forhåndsreservation - (billetlink kommer snart)

Tidspunkt: kl. 12.15

Sted: Multisalen i Langesøhallerne

Flettet julehjerte

Aktiviteter og leg

Vi fylder Langesøhallerne med kreative værksteder, mulighed for leg og julehygge, der kan opleves hele formiddagen igennem. 

Aktiviteterne er målrettet børn i alderen 3-9 år og kræver ikke tilmelding. 

Tid: kl. 9.00-12.15

Sted: Hallen og foyeren i Langesøhallerne