Til brugere af kommunale klubhuse
Er I brugere af et kommunalt klubhus, skal I være opmærksomme på følgende retninglinjer, når I udfører vedligeholds- og renoveringsopgaver.
Som bruger af kommunale klubhuse gælder en række retningslinjer for den frivillige indsats i forbindelse med vedligehold og renovering. Retningslinjerne fastlægger, hvilke opgaver der kan udføres af frivillige, og hvilke opgaver der kræver autoriserede eller professionelle håndværkere.
Formålet er at sikre, at frivilligt arbejde udføres i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder byggelovgivning og arbejdsmiljøregler mv., samt at Nordfyns Kommune som bygningsejer varetager sit ansvar.
Der vil kunne forekomme opgaver, som ikke er beskrevet i nedenstående, og som derfor vil kræve yderligere dialog med kommunen.
Overordnede principper
Nordfyns Kommune ejer klubhusbygningerne, men bygningerne kan være lejet ud med forskellige krav og forpligtigelser i henhold til den enkelte lejekontrakt.
Frivilligt arbejde må kun udføres efter forudgående skriftlig godkendelse fra Nordfyns Kommune.
Frivillige må ikke udføre arbejde, der kræver autorisation, særlig byggeteknisk ekspertise eller indebærer væsentlige sikkerheds- og sundhedsrisici.
Arbejde må ikke påbegyndes, hvis der er mistanke om forekomst af miljøfarlige materialer (fx asbest, PCB, eller bly). I sådanne tilfælde skal der tilkaldes sagkyndig bistand og der skal foretages en miljøvurdering af det påtænkte renoveringsarbejde.
Nordfyns Kommune kan stille krav om instruktion, eksternt tilsyn og anvendelse af relevant sikkerhedsudstyr hvor det vurderes nødvendigt.
Arbejdsopgaver, som frivillige kan udføre
Følgende opgaver kan som udgangspunkt udføres af frivillige, såfremt at kommunen har godkendt opgavens omfang og forudsætninger:
Let indvendigt vedligehold
- Indvendig maling af vægge og lofter, hvor der ikke sker nedtagning af materialer.
- Maling eller lakering af indvendigt træværk.
- Maling af radiatorer uden demontering.
- Mindre overfladereparationer, herunder spartling af mindre huller.
Mindre bygningsrelaterede opgaver
- Opsætning af hylder, knagerækker og tilsvarende let inventar.
- Udskiftning af mindre bygningsdele, der ikke er tekniske installationer (fx håndtag og beslag).
- Montering af inventar, som ikke påvirker bygningens konstruktion eller installationer.
Arbejdsopgaver, som frivillige ikke må udføre
Følgende opgaver må kun udføres af autoriserede eller professionelle håndværkere, såfremt at kommunen har godkendt opgavens omfang og forudsætninger:
El-tekniske arbejder (autorisation påkrævet)
- Installation, udskiftning eller ændring af faste elinstallationer.
- Arbejde i eltavler eller gruppetavler.
- Montering af lamper og stikkontakter, hvor arbejdet indgår i den faste installation.
VVS-arbejder (autorisation påkrævet)
- Ændringer i vand- og afløbsinstallationer.
- Arbejde på varmeinstallationer, herunder radiatorer og ventiler.
- Arbejde i vådrum, herunder vådrumssikring.
Bygningsmæssige ændringer
- Indgreb i bærende konstruktioner, herunder vægge, lofter og tagkonstruktioner.
- Opsætning eller nedtagning af skillevægge.
- Udskiftning af vinduer eller døre, samt ændringer i klimaskærmen.
Arbejde med risiko for miljøfarlige stoffer
- Arbejde, der indebærer risiko for eksponering for asbest, PCB, bly eller andre farlige stoffer.
- Nedrivning af materialer og bygningsdele fra før ca. 1986 uden foregående miljøundersøgelser. Dette indebærer også nyere bygningsdele i ældre bygningsafsnit.
- Arbejde, der skaber støv eller emissioner, hvor der kræves særligt værnemiddel og godkendt arbejdspladsvurdering.
Arbejde med særlige sikkerhedsrisici
- Arbejde i højden fra stillads, tag eller andre risikofyldte arbejdsplatforme.
- Brug af motordrevne redskaber som kædesave og større slibemaskiner.
- Gravning eller jordarbejde nær forsyningsledninger.
Procedure og kommunens ansvar
Nordfyns Kommune foretager en vurdering af alle foreslåede frivillige opgaver.
Brugerne skal udarbejde en kortfattet arbejdsbeskrivelse, som danner grundlag for vurderingen. Det er brugernes ansvar, at beskrivelsen er fyldestgørende og kan godkendes af kommunen.
Kommunen vurderer desuden, om opgaven kræver en arbejdspladsvurdering. I så fald kan opgaven ikke udføres af frivillige.
Miljøforhold og affaldshåndtering
Alt affald skal sorteres og håndteres i henhold til kommunens gældende miljøregulativer og retningslinjer for affaldshåndtering og sortering.
Materialer, der kan indeholde farlige stoffer, må ikke håndteres af frivillige. Ved mistanke skal straks meldes til kommunen.
Farligt affald, herunder malingrester og kemikalier, må ikke fjernes af frivillige uden forudgående godkendelse og instruktion fra kommunen.
Samlet vurdering
Frivillige brugere kan bidrage væsentligt til lettere vedligeholdelsesopgaver, primært inden for rengøring, malerarbejde og mindre reparationsopgaver.
Opgaver, der involverer autorisationskrævende installationer, bygningsmæssige ændringer eller risiko for eksponering for farlige materialer, skal udføres af professionelle fagpersoner.
Retningslinjerne skal sikre, at arbejdet udføres forsvarligt, sikkert og i overensstemmelse med gældende regler