Høring af forslag til Lokalplan 2024-9, Mindre boligområde ved Jydby i Otterup

Nordfyns Kommune har den 28. januar 2025 besluttet at fremlægge ovennævnte planforslag i offentlig høring.

Type

Høring

Område

5450 Otterup

Høringsfrist
Offentliggjort
Send høringssvar
Type

Høring

Område

5450 Otterup

Høringsfrist

3. april 2025

Offentliggjort

6. februar 2025

Send høringssvar

Formålet med planlægningen

Lokalplanen udspringer af en anmodning fra en privat bygherre, der ønsker at opføre 21 boliger i tilknytning til et eksisterende boligområde ved Norupvej og vejen Jydby i Otterup. Boligerne tænkes opført som tæt-lav bebyggelse med tilhørende fælles friarealer, parkering mv.

Lokalplanområdet udgør et areal på ca. 9020 m2.

Området er omfattet af Kommuneplanramme B24 – Boligområde NV-bydel, Otterup og udlagt i byzone. Området er ikke omfattet af en lokalplan i dag, og på grund af arealets størrelse, skal der udarbejdes en lokalplan for at muliggøre projektet.

Lokalplanen skal overholde kommuneplanen, herunder planrammens specifikke bestemmelser. Planramme B24 fastsætter en maksimal bebyggelsesprocent på 45 for tæt-lav bebyggelse, maksimal etageantal på 1,5 etage og en maksimal bebyggelseshøjde på 8,5 meter.

Lokalplanen fastsætter en bebyggelsesprocent på 30 for området, og giver mulighed for at det kan bebygges med otte bygninger i 1,5 etage med en maksimal højde på 6,5 meter- herunder tre bygninger med to boliger i og fem bygninger med tre boliger i. I alt 21 boliger af hver ca. 100 m2. Bebyggelsens samlede etageareal vil blive ca. 2100 m2. I planen indgår et delområde på ca. 700 m2, som udlægges til grønt friareal.

Med planlægningen sikres det, at området, herunder fællesarealer og bebyggelse, placeres hensigtsmæssigt i forhold til den omkringliggende eksisterende bebyggelse, så der skabes et sammenhængende boligområde med grønne opholdsarealer.

Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsens møde den 28. januar 2025 på kommunens hjemmeside under: Menu – Dagsordener og referater – Nordfyns Kommunes dagsordenssystem.

Planforslag

Se forslag til Lokalplan 2024-9, Mindre boligområde ved Jydby i Otterup.

Planforslagene kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø.

Offentlig høring

Planforslaget er i offentlig høring fra den 6. februar 2025 til den 3. april 2025. I denne periode har alle mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.

Indsigelser og ændringsforslag til forslagene skal sendes til Nordfyns Kommune, Østergade 23, 5400 Bogense eller pr. mail til Planafdelingen via knappen til indsendelse af høringssvar eller ved at benytte sikker mail på borger.dk. Høringssvar skal være modtaget senest den 3. april 2025.

Hvis du benytter knappen til indsendelse af høringssvar på denne side, skal du være opmærksom på, ikke at indsende dit svar via en hotmail-konto, da vi ikke altid modtager mails, der er sendt via hotmail. Der er link til at sende sikker mail til kommunen nederst på denne side. Du kan også se, hvordan du sender digital post til kommunen på siden: Sådan skriver du til os via Digital Post.

Mærk høringssvaret: ’Høringssvar planlægning Mindre Boligområde ved Jydby i Otterup'.

Du bedes oplyse afsendernavn og adresse i e-mail.

Retsvirkninger

Når lokalplanforslaget er offentliggjort, må ejendomme inden for planområdet ikke bebygges eller i øvrigt benyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af indholdet af den endelige lokalplan.

De midlertidige retsvirkninger er gældende, indtil lokalplanen er endeligt vedtaget. Dog højst et år efter lokalplanforslaget er offentliggjort.

Når høringsfristen udløber, kan byrådet under visse forudsætninger tillade en udnyttelse i overensstemmelse med lokalplanforslaget.

Miljøvurdering

Der er foretaget en miljøscreening af planforslaget iht. Lov om miljøvurdering af planer og programmer. På baggrund af screeningen har kommunen vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Denne vurdering begrundes med, at en ændring af byggemulighederne af arealet, som beskrevet i lokalplanen, ikke vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, og at planen alene fastlægger anvendelse af et mindre område på lokalt plan.

Afgørelsen om ikke at udarbejde en miljøvurdering offentliggøres sammen med planforslaget. Miljøscreeningen er vedlagt lokalplanen som bilag.

Klagemulighed

Kommunens afgørelse om, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen. Du klager via Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.

Behandling af dine personoplysninger

Du skal være opmærksom på, at alle indsendte høringssvar/bemærkninger er omfattet af offentlighedslovens regler, og vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

I forbindelse med den politiske behandling, vil alle indsendte høringssvar inkl. vedhæftede dokumenter indgå i den videre behandling. Det betyder at navn, adresse og andre personlige oplysninger som er oplyst i høringssvarene, vil blive offentlig tilgængelige.

Såfremt du er omfattet af navne- og adressebeskyttelse og du indsender høringssvar/bemærkninger er det vigtigt, at du gør kommunen opmærksom på dette. Kommunen foretager ikke automatisk kontrol af navne- og adressebeskyttelse ved modtagelse af høringssvar/bemærkninger. Kommunen kan derfor ikke garantere for navne- og adressebeskyttelsen med mindre du gør opmærksom på det.

Indsendte høringssvar vil også være omfattet af offentlighedslovens bestemmelser om aktindsigt.

Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203