Typer af affaldstilsyn
Der er to hovedtyper af affaldstilsyn:
- Administrativt affaldstilsyn: Dette tilsyn udføres af Miljøstyrelsen uden fysisk besøg på virksomheden. Det baserer sig på indberettede affaldsdata og omfatter cirka 24.000 virksomheder på landsplan årligt, udvalgt på baggrund af risikovurdering, stikprøver eller særlige temaer.
- Fysisk affaldstilsyn: Dette tilsyn indebærer et besøg på virksomheden og udføres af Nordfyns Kommune. Virksomheder, der skal have et fysisk tilsyn omfatter dels virksomheder, der årligt udvælges af Miljøstyrelsen, ofte baseret på resultaterne fra det administrative tilsyn. Desuden omfatter det virksomheder, der er udvalgt til det regelmæssige miljøtilsyn. Her vil affaldstilsynet blive gennemført samtidig med miljøtilsynet.
Hvad gennemgås under et affaldstilsyn?
Under et affaldstilsyn vil følgende områder typisk blive gennemgået:
- Affaldstyper: Identifikation af de forskellige affaldsfraktioner, virksomheden producerer.
- Sorteringspraksis: Hvordan affaldet sorteres internt i virksomheden.
- Opbevaring: Metoder og faciliteter til opbevaring af affald før bortskaffelse eller genanvendelse.
- Bortskaffelsesmetoder: Hvordan og hvor affaldet bortskaffes, herunder valg af affaldsbehandlere.
- Dokumentation: Gennemgang af affaldsregistre og -dokumentation for at sikre korrekt indberetning og sporbarhed.
- Overholdelse af lovgivning: Kontrol af, om virksomheden overholder gældende regler og retningslinjer for affaldshåndtering.
Ved at forberede sig på disse områder kan virksomhederne sikre en smidig og effektiv gennemførelse af affaldstilsynet.
Gebyr for affaldstilsyn
I henhold til § 10 i affaldstilsynsbekendtgørelsen opkræves et gebyr for affaldstilsynet, som skal dække alle omkostninger forbundet med affaldstilsynet.
Taksten for affaldstilsyn i 2025 er 702 kr. pr. time og er fastsat af Nordfyns Kommune. Gebyret er fritaget for moms.
I modsætning til miljøtilsynet, er affaldstilsynet 100% gebyrfinansieret for at leve op til ”forurener betaler”-princippet. Timetaksten skal derfor dække alle Kommunens udgifter forbundet med tilsynet. Da kommunernes omkostningsniveau kan variere, vil timetaksten kunne variere fra kommune til kommune.
I tidsforbruget indgår både tid anvendt på selve virksomheden og tid uden for virksomheden, anvendt til forberedelse, opfølgning, rapportskrivning etc. Kørsel til og fra virksomheden indgår i tidsforbruget. I de tilfælde hvor affaldstilsynet udføres samtidig med basistilsynet, vil der kun blive opkrævet tidsforbrug for den ene vej.
Opkrævningen for affaldstilsynet vil blive opkrævet hvert år i november måned for de affaldstilsyn, der er udført i perioden fra 1. november i det foregående år til 1. november i indeværende år. Opkrævning for miljøtilsyn og affaldstilsyn sker på hver sin faktura.