Kompensationsydelse
Lov om social service giver muligheden for at yde dækning af nødvendige kompensationsberettigende udgifter, hvis udgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.
Kompensationsydelse
Du kan søge om kompensationsydelse til dækning af merudgifter, hvis udgifterne er en direkte følge af din funktionsevne eller indgribende langvarige lidelser.
Pr. 1.9.2025 defineres personkredsen som
- Du er mellem 18 år og folkepensionsalderen
- Du har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- Dine funktionsnedsættelser er af indgribende karakter i dagligdagen. Det kan f.eks. være, at du ikke selv kan klare personlig pleje eller daglige gøremål såsom rengøring, madlavning og lignende.
- Der er iværksat væsentlige hjælpeforanstaltninger. Det vil sige at du allerede modtager hjemmehjælp, har hjælpemidler eller en BPA-ordning. Det kan også være familien eller andre der kompenserer dig i de hverdagsaktiviteter du ikke selv kan.
Reglerne om kompensationsydelse er fastlagt i Lov om social service §100 med virkning fra den 1.9.2025.
Hvilke udgifter kan du søge om
Du kan søge om kompensation for de udgifter du har i din daglig, som kommer sig af din nedsatte funktionsevne, og som ligger ud over de udgifter andre har i deres hverdagsliv.
For at en udgift kan regnes for en faktisk kompensationsberettigende udgift skal følgende kriterier være opfyldte:
- Udgiften skal skyldes den nedsatte funktionsevne. Udgiften vurderes om du ville have haft udgiften, hvis du ikke havde en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
- Udgiften skal være nødvendig for at du kan leve så normalt som muligt. Udgiften sammenlignes med andre personer i samme livssituation som dig, men uden en funktionsnedsættelse. Her ses på alder, indtægt, bopæl og lignende.
Udgiften skal ikke kunne dækkes under andre regler eller sektorer, som f.eks. sundhedsvæsenet, anden social lovgivning i kommunen, private forsikringer eller lignende.
Lov om social service §100 kan som udgangspunkt ikke træde i stedet for anden lovgivning.
- Udgiften må ikke være en del af en fastlagt egenbetaling eller udgifter til behandling, f.eks. tandbehandling eller fodterapi.
Der skal søges efter kompensationsydelse efter 2 grupper.
Gruppe 1
Kommunalbestyrelsen yder kompensationsydelsen når borgerens sandsynliggjorte kompensationsberettigede udgifter udgør mindst 6.660 kr. pr. år, svarende til 555 kr. pr. måned (2025-niveau).
Ydelsen udgør et standardbeløb på kr.1.105 kr. (2025-niveau) pr. måned. Ydelsen reguleres årligt.
Udgifterne skal sandsynliggøres, f.eks. ved at påvise tidligere afholdte udgifter.
Der kan ikke kompenseres for enkeltstående udgifter i gruppe 1.
Gruppe 2
For at søge kompensationsberettigende udgifter i gruppe 2, skal du mindst have udgifter for 2.000 kr. per måned i gennemsnit, svarende til 24.000 kr. pr år.
Dine udgifter skal være dokumenterede og fremgå af nedenstående positivliste:
- Kost- og diætpræparater
- Medicin
- Befordring og driftsudgifter ved befordring i egen bil, herunder vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil.
- Forhøjet husleje, herunder indskud
- Fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
- Handicaprelaterede kurser
- Beklædning
- El, vand og varme
- Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. (2025-niveau) om måneden.
Kompensationsydelsen udbetales månedligt, svarende til de faktiske kompensationsberettigende udgifter samt et standardbeløb på 500 kr. månedligt.
Kompensationsydelsen udbetales direkte til din konto. Der kan ikke udbetales til en 3.part, f.eks. en leverandør.
Ansøgning
Når du søger om kompensationsydelse, skal du vælge hvilken af de ovenstående grupper, du ønsker at søge efter.
Søger du kompensation efter gruppe 1 har du pligt til at sandsynliggøre dine udgifter. Har du udgifter, som overstiger 555 kr. pr. måned gennemsnitligt, skal kommunalbestyrelsen udbetale kompensationsydelsen.
Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at sagsbehandle i forhold til at afdække, hvorvidt du vil kunne modtage den foreslåede kompensationsydelse efter gruppe 2, hvis der ikke er søgt efter denne.
Søger du kompensation efter gruppe 2 skal dine udgifter dokumenteres i form af bilag, overslag, kvitteringer og lignende.
Der foretages en vurdering af udgifterne ud fra ovenstående positivliste pkt. 1-9. Udgifter som ikke fremgår af positivlisten, er som udgangspunkt ikke kompensationsberettigede, medmindre der ses at være enkeltudgifter overstigende 15.000 kr. årligt., svarende til 1.250 kr. om måneden.
Sådan behandler vi din ansøgning
Når vi modtager din ansøgning, foretager vi en helhedsvurdering af dit funktionsniveau og dit behov for væsentlige hjælpeforanstaltninger i hverdagen. Du vil blive spurgt ind til dit funktionsniveau i mødet med hverdagsaktiviteter.
Helhedsorienteret sagsbehandling kan betyde at vi videresender din ansøgning til andre afdelinger eller sektor hvis vi ser støttebehov som bør dækkes af anden lovgivning. For eksempel vil en ansøgning om kompensationsydelse til rengøring oftest blive videresendt til kommunens visitator med henblik på en vurdering om støtte til praktiske opgaver i hjemmet.
Kompensationsydelsen kan kun tilbydes hvis udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning.
Kommunalbestyrelsen vil også, hvis du har givet samtykke til det, indhente oplysninger fra din almenpraktiserende læge i forhold til afdækning af dit funktionsniveau.
Når vi har fastlagt om du er i personkredsen for kompensationsydelser, foretages en vurdering af dine udgifter og hvorvidt der er tale om udgifter, som der kan ydes kompensation for. Der medtages ovennævnte kriterier i vurderingen af udgifterne.
Reglerne om kompensationsydelse er fastlagt i Lov om Social Service §100 med virkning fra den 1.9.2025.
Der er en overgangsperiode frem til den 1.9.2027, hvor ansøgninger som modtages inden den 1.9.2025 fortsat behandles efter gamle regler.
Ønsker du at søge om kompensationsydelse – søg her