Strandaktiviteter 2019

Vær med når vi udforsker stranden

Krabbe Krabbe

Bogense Søbad d. 2.juli 2019 klokken 10.00 – 12.00

Livet på det dybe vand

Vær med til at undersøge livet under havoverfladen.  Lige rundt om Bogense søbad har vandet forskellige dybder. Her er store sten, flere forskellige slags tang og masser af forskelligt liv. I løbet af sommeren ses stimer med flere tusinde småfisk jævnligt svømme langs stendiget. Under flydebroen er der masser af krabber, rejer, tanglopper og forskellige muslinger. Kom og prøv en vandkikkert og kig ned i en anden verden. Du er velkommen til at tage din egen krabbefiskestang eller dit eget fiskenet med – men ellers er der spande og net til at låne af. Fanger du noget spændene kan du få naturvejlederne til at fortælle om hvad det er.

Skåstrup Strand d. 2.juli 2019 klokken 13.00 -15.00

Livet på det lave vand

Vær med til at undersøge livet under havoverfladen. Ved Skåstrup strand er der meget lavvandet, Blandt stenene på bunden og i tangen som vokser der, findes et væld af forskelligt dyreliv. Her vil vi gå på jagt med net, stryg og undervandskikkerter. Finder du noget spændende kan du få en af naturvejlederene til at fortælle om hvad det er. Du kan blive klogere på blandt andet rejer, snegle, muslinger, krabber, fladfisk og fugle. Du må gerne medbringe dit eget fiskenet, men ellers har vi både net og spande til udlån. Du kan også medbringe dit eget snorklesæt.

Hasmark Strand d. 3. juli 2019 klokken 10.00 – 12.00

Opskylsdetektiv og sandslotskonkurrence

Ud for Hasmark strand ligger det blå Kattegat og skvulper. Kigger du mod øst, kan du på den anden side af indsejlingen til Odense fjord se til Fynshoved, og på klare dage til Samsø mod nord (lige omkring 25 km væk)

Tag med naturvejlederne på opdagelse langs stranden. Vi undersøger hvad der er skyllet op af bølgerne og får en snak om det vi finder.  Måske kan vi finde spor fra de væsner som lever i havet. Vi vil bagefter bruge nogle af de ting vi finder, til en Sandslots-konkurrence. Medbring gerne din egen spand og skovl.

Flyvesandet d. 3. juli 2019 klokken 13.00 – 15.00

Naturen/ livet ved stranden – Naturvejledning for børn

Flyvesandet har det hele, Skov og strand, spændende dyre/ fugleliv, planter og forskellige sten, Fyns eneste sandklitter, fuglereservatet ved Agernæs flak og meget, meget mere. Tag med på denne naturvejledertur for børn, når vi går lidt på opdagelse i området langs kysten. Måske ser vi sæler, marsvin eller havørn og måske er vi heldige at finde forsteninger :-)

Fuglsang Strand d. 4. juli 2019 klokken 10.00 – 12.00

Kreativitet ved stranden

Ved Fuglsang finder du både skov og strand og gode muligheder for at hygge dig ude. Står du tidligt op om morgenen, kan du være heldig at møde både ræv, hare og rådyr og ved stranden er der indimellem en ensom sæl som svømmer forbi. Her er også en dejlig ro og fred som du kan bruge til at fordybe dig med. 

Hvis du kan lide at klippe, klistre, binde, male og bruge din fantasi og være kreativ - Så tag med naturvejlederne på tingfinderi langs stranden og i hegnene heromkring – måske kan vi finde noget spændende vi kan bruge til noget/ lave om, eller andet. Måske kan man lave smykker ud af muslingeskaller eller strandsneglehuse, Eller gad vide om græs er godt at flette med eller lave figurer af? Ses vi til et par hyggelige timer?

Hofmandsgave Strand august måned 2019

Strand rensning

I løbet af august afholder vi strandrensning med en lokal skoleklasse. Bevæbnet med skraldeposer, renser vi stranden fra Hofmandsgave Strand og hele vejen ud hvor skoven begynder på Enebærodde. Vi samler alt lige fra dæk, dåser, og plastposer og får en god snak om forurening og affald i naturen – vidste du fx at et tyggegummi kan være 5 år om at blive nedbrudt i naturen??

En helt almindelig plasticpose kan være 400 år om at blive nedbrudt i naturen eller i havet. I havet bliver den slidt til mikroplastik som kan overleve endnu længere.
Gør miljøet en tjeneste – ryd op efter dig selv(og gerne andre)

Siden blev sidst opdateret 20.05.2019 af indholdsansvarlig CMJ

Kontakt

Kultur og Fritid
Otterup Rådhus
Rådhuspladsen 2
5450 Otterup

Tlf.: 64 82 80 90
Send os en sikker besked

Åbnings- og telefontid

Mandag: 09.00 - 15.00
Tirsdag: 09.00 - 15.00
Onsdag: 09.00 - 15.00
Torsdag: 09.00 - 17.00
Fredag: 09.00 - 13.00