Plast-indsamling

4. februar 2019 startede et etårigt forsøg med husstandsindsamling af plast ved alle helårshuse (ikke sommerhuse).

Ordningen har været en stor succes og den fortsætter derfor med indsamling hver 8. uge frem til 2022, hvor indsamlingen ændres til fire-ugers tømning sammen med papirindsamlingen.

Plast Plast

Det er vigtigt at vi genanvender så meget som muligt af vores affald. Det er ekstra vigtigt at vi genanvender plastic da det er fremstillet af olie. Olie er en ressource som der kun findes en begrænset mængde af. Derfor har vi en indsamlingsordning for plastic ved alle helårshuse (ikke sommerhuse).

Indsamlingen foregår ved at du samler dit plastic-affald i gennemsigtige plastsække. På samme dag som du får tømt spanden til glas og metal, sætter du den lukkede sæk ud til vejen, hvor den bliver hentet af en renovationsbil. Det er ikke den samme bil som samler glas/metal og plastic, så de to slags affald vil blive hentet på forskellige tidspunkter på dagen. Du må gerne sætte mere end en sæk ud.

Tømningsdatoer for glas/metal der også gælder for plastic kan ses under menu-punktet "Tømningskalendere". Tømningen starter allerede klokken 6.00 (i juni, juli og august allerede klokken 5.00), så det kan være en god ide at sætte din sæk ud til skel aftenen før, så du er sikker på, at den er klar når renovationsbilen kommer forbi.

I plastsækken kan du samle både hårdt og blødt plastic, når bare det er gjort rent for madrester og lignende.

De indsamlede sække køres til firmaet Genknus & Kabell i Odense. Her sorteres plasten og den del der ikke kan genanvendes bliver kørt til Fjernvarme Fyns affaldsforbrænding i Odense. Den genanvendelige plast bliver presset i store baller og sendt videre til Tyskland, hvor man har anlæg der kan rense og sortere plasten så den kan genbruges til nye plastprodukter.

På nuværende tidspunkt bliver ca. 40% af plasten genanvendt. Det er hvad der i dag er teknisk og økonomisk muligt. Der er dog mange virksomheder der arbejder på at udvikle nye metoder til at behandle plast. Vi holder hele tiden øje med om der opstår nye muligheder for at genbruge en større andel af plasten.

Derfor er det også fornuftigt at sortere plasten fra selv om en del af den bliver brændt. På den måde har vi indsamling og sortering på plads så snart der dukker nye muligheder op.

Eksempler på hvad der kan kommes i sækken:

  • Frugtbakker
  • Skyllede kødbakker
  • Plastflasker fra juice, vaskemiddel, ketchup og lignende
  • Plast-urtepotter
  • Legetøj uden elektronik og batterier
  • Alle slags plastic-poser

Der er nogle få ting der ikke må komme med i den indsamlede plast:

  • Plastic der er forurenet med rester af madvarer
  • Plastbøtter og flasker fra maling eller gift
  • Poser af metalfolie for eksempel fra chips eller kaffe

Hvis det passer dig bedre kan du selvfølgelig stadig aflevere plastic på genbrugspladserne.


Mere viden om plastindsamling

Siden blev sidst opdateret 23.09.2019 af indholdsansvarlig JMI

Selvbetjening

Tilmeld SMS
Her kan du tilmelde dig vores gratis SMS-ordning så du får et varsel dagen før sækken skal sættes frem

Kontakt

Genbrug og Renovation
Industrivej 2
5400 Bogense

Tlf.: 64 81 15 31
Send os en sikker besked

Telefontider

Mandag-Torsdag  9.00-16.00
Fredag 9.00-15.00