Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfyn: Nye bymidteplaner vedtaget

Nye planer for bymidterne i Otterup, Søndersø, Morud og Bogense er vedtaget af de relevante politiske udvalg i Nordfyns Kommune. Selv om de indgår i de kommende budgetforhandlinger, er udmøntningen allerede i gang for en del af projekterne.

rosenfestival-bogense-nordfyn.jpg

Nu er fire friske bymidteplaner klar til forhandlingerne om de kommende års budgetter. Corona gjorde processen længere end planlagt, men alligevel er det med stor glæde, at udvalgsformændene Mette Landtved-Holm og Anders Thingholm, kan frermlægge planerne. Det er netop de to udvalg, som den 28. april 2022 godkendte planerne.

 

"Planerne skal styrke bymidterne, så de også på længere sigt kan overleve som attraktive bymidter med et varieret handelsliv og være rammen for aktiviteter og byliv. Derfor er det dejligt, at vi nu står med nye planer for Otterup, Søndersø, Morud og Bogense" siger Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.

 

Kommunalbestyrelsen skal nu bruge planerne til at drøfte de kommende års investeringer i bymidterne. Ud over bymidterne peger planerne også på udviklingsområder omkring bymidterne samt en række andre ønsker og forslag, der er kommet ind fra borgere og interessenter, som har været med til at forme planerne. 

 

"Derfor er planerne også interessante for investorer og interessenter. De kan se, hvordan byerne skal udvikle sig, og der er i planerne også peget på nogle muligheder, andre kan arbejde videre med", fortsætter Mette Landtved-Holm.

 

Udmøntningen allerede i gang

Selv om planerne indgår i budgetforhandlingerne, er udmøntningen allerede i fuld gang. For der allerede penge på kontoen til fortætte arbejdet i Otterup, Søndersø og Morud.

 

Planen for Otterup, som blev besluttet tilbage i 2019, er allerede godt på vej. Omlægningen og ensretningen af Jernbanegade og Bredgade er gennemført. Næste fase, som forventes gennemført i 2022, er på den del af torvet, som vender mod Søndergade og væk fra den såkaldte "Faktagrund". Omlægningen vil gøre torvet bilfrit men stadig med et uændret antal p-pladser langs torvet. Når torvet fx bruges til koncerter eller torvedage, er det derfor ikke længere nødvendigt at spærre torvets p-pladser af. At omlægningen af torvet starter i den side er der i øvrigt en god grund til. 

 

Kommunalbestyrelse har besluttet at arbejde videre med at etablere Bibliotek og Borgerservice på Faktagrunden. Det vil betyde meget for udviklingen af bymidten og livet på torvet, at de mange besøgende til Bibliotek og Borgerservice trækkes helt ind i centrum af handelsgaderne.

 

"Biblioteket kan som kulturinstitution trække mennesker ind i handelsgaderne på en ny måde og biblioteket kan åbne sine aktiviteter ud på torvet.Og så er biblioteket åbent fra kl. 7-22, så måske det kan give liv til et nyt caféliv i Otterup. Før det projekt er nærmere beskrevet, skal vi selvfølgelig ikke lave arbejde ind mod Faktagrunden", fortæller Mette Landtved-Holm. 

 

I øjeblikket afventer Kommunalbestyrelsen også en afklaring på, om Otterup kommer i spil til det nationale projekt Frie Bymidter, som Indenrigs- og boligministeriet har inviteret ind til. Her har Økonomiudvalget søgt om at komme i betragtning. Der forventes en afklaringen inden sommerferien.

 

Problemstillingen omkring antal p-pladser i forbindelse med bebyggelse på Fakta-grunden har været rejst nogle gange. Derfor etableres alle p-pladser 1:1. Både når omlægningen af torvet nu begynder men også når Faktagrunden bebygges.  

 

"Udvalgene lytter naturligvis til bekymringerne og derfor sikrer vi også, at der vil være det samme antal p-pladser i og omkring bymidten i Otterup før og efter omlægningen" forklarer formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm. "Vi har desuden reserveret midler til byparken, så det grønne element i byparken kan blive mere integreret og naturlig del af livet i byen", siger han.

 

At forandringen i Otterup stadig debatteres kommer ikke bag på Anders Thingholm. "Vi oplevede på borgermøderne i Otterup forud for udarbejdelsen af planen en rigtig god og konstruktiv debat. Der er ikke enighed om alt men de fleste kan se behovet for større forandringer, hvis en by som Otterup også om ti år skal have en attraktiv bymidte. Det er vigtigt at holde momentum på omdannelsen. Pludseligt kan det være for sent. Her er et oplagt greb at trække kunder og turister helt op i handelsgaderne, fx ved at placere et bibliotek lige midt i byen." tilføjer Anders Thingholm

 

I Søndersø har der været efterspørgsel på at styrke byparken, hvor arbejdet i 2022 blandt andet betyder en videreudvikling af skaterbanen og en ny markant legeskulptur. Derudover arbejdes der på længere sigt med at lave en tydeligere afgrænsning af bymidten. 

Planen for Morud sætter stort fokus på området omkring Rugårdsvej og krydset ved Idrætsvej, hvor der skal arbejdes med en langsigtet løsning for at sikre krydset for de bløde trafikanter. En løsning, som ikke ligger lige for men som i planen for Morud har 1. prioriteret at få løst.

 

I den gamle Købstad Bogense blev sidste fase af den foregående plan afsluttet i 2021. Derfor afventer yderligere tiltag i Bogense nu budgetforhandlingerne men prioriteringen vil i de kommende år være en fornyelse af belægningen gennem Adelgade.

 

Læs mere:

Søndersø Helhedsplan

Otterup Helhedsplan

Bogense Bymidteplan

Byudviklingsplan Morud

 

Kontaktinformation

Mette Landtved-Holm, formand for Erhverv-, Kultur- og Fritidsudvalget, tlf. 61 19 15 27
Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget tlf. 21 15 30 82
Henrik Boesen, Direktør for Teknik, Erhverv og Kultur tlf. 40 764 364