Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Kommunalvalg 2021

Tirsdag den 16. november 2021 skal vi vælge 25 medlemmer til Nordfyns Kommunes Kommunalbestyrelse. Samtidig er der valg til Nordfyns Kommunes Seniorråd og til Regionsrådet i Region Syddanmark. Afstemningen finder sted i tidsrummet kl. 08.00-20.00.

Nordfyns Kommunes nuværende Kommunalbestyrelse
Her ser du Nordfyns Kommunes nuværende Kommunalbestyrelse. Medlemmerne til den nye kommunalbestyrelse vælges for perioden 1.1.2022 til 31.12.2025.

Hvem kan stemme til Kommunalvalget?

Du har ret til at stemme (valgret), når du:

  • Har fast bopæl i Nordfyns Kommune på valgdagen og
  • er fyldt 18 år og
  • har dansk indfødsret.

Herboende udlændinge, der er statsborgere i EU eller i Island eller Norge, har valgret på samme betingelser som personer med dansk indfødsret. Alle andre udlændinge skal have haft fast bopæl i Danmark i mindst 4 år uden afbrydelse forud for valgdagen, for at opnå valgret.

Alle, der er fyldt 18 år på valgdagen, er statsborger i EU og er registeret i Udenrigsministeriets protokol, har valgret. Valgretten omfatter også personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne nævnt ovenfor.

Hvem kan ikke stemme?

Uanset ovenstående, har følgende personer ikke valgret:

  • Udlændinge på tålt ophold
  • Udvisningsdømte udlændinge
  • Administrativt udviste udlændinge
  • Udlændinge, som fra udlandet indsættes direkte til afsoning i en af kriminalforsorgens institutioner.

Man kan ikke udnytte sin valgret uden at være optaget på valglisten. Man bliver optaget på valglisten der, hvor man er bopælsregistreret. Ved tilflytning til Nordfyns Kommune efter den 9. november 2021, kan man ikke optages på valglisten, da flytteanmeldelsen skal være kommunen i hænde senest denne dato.

Hvem kan stille op til Kommunalvalget?

For at kunne stille op som kandidat til Kommunalbestyrelsen, skal du:

  • Have valgret til Kommunalvalget og
  • fredag den 1. oktober 2021 eller, hvis dette ikke er tilfældet, kl. 12 mandag den 4. oktober 2021 opfylde valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelserne og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i Danmark.

Kandidatlister

Når du stiller op til Kommunalvalg, skal du opføres på en kandidatliste. Listen udleveres af Valgbestyrelsens sekretariat (Bogense Rådhus, Strategi og Politik, Østergade 23, 5400 Bogense, telefon 6482 8008). Vær opmærksom på, at der er udarbejdet nye lister, og blanketter fra tidligere valg kan derfor ikke bruges.

Kandidatlister skal være indleveret til Valgbestyrelsens sekretariat på Bogense Rådhus (Strategi og Politik, Østergade 23, 5400 Bogense) senest klokken 12.00 tirsdag den 28. september 2021 - og kan tidligst indleveres tirsdag den 14. september. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 og højst 50 vælgere i kommunen som stillere.

Dog kan kandidatlister, der blev valgt ind ved sidste valg, og stadig sidder i Kommunalbestyrelsen 9 uger før valgdagen (14. september), anmode om at blive fritaget for kravet om indsamling af underskrifter fra stillere. For disse kandidatlister gælder et krav om indlevering tidligst tirsdag den 31. august og senest kl. 12.00 tirsdag den 14. september 2021 på Bogense Rådhus. Valgbestyrelsen skal herefter senest kl. 12.00 tirsdag den 21. september 2021 meddele kandidatlisten, om listen er fritaget for kravet om underskrifter af stillere.

Valgforbund og listeforbund

Anmeldelse af valgforbund og/eller listeforbund skal sendes skriftligt til formanden for Valgbestyrelsen på Bogense Rådhus senest klokken 12.00 mandag den 4. oktober 2021. Anmeldelsen skal for hver kandidatliste være underskrevet af kandidatlistens repræsentant.

Brevstemmer

Du kan afgive din stemme pr. brev. Brevstemmer afgives i Borgerservice fra og med tirsdag den 5. oktober til og med fredag den 12. november 2021 i Borgerservices betjente åbningstid. Brevstemmeafgivning kan ligeledes foretages i enhver anden kommune her i landet. På Nordfyns Kommunes hjemmeside kan du læse mere om, hvor og hvordan du brevstemmer.

Mere om valget

Du kan læse mere om valget på Nordfyns Kommunes hjemmeside: www.nordfynskommune.dk/kommunalvalg2021.

Venlig hilsen
Valgbestyrelsen i Nordfyns Kommune