start på hovedindhold

Børnehuset Birkemose - Klimakrav til byggeriet

Hvor meget kan vi stramme skruen, når vi sætter krav til bæredygtighed i vores byggeri?

Klima

Børnehuset Birkemose

Dekorativt billede

Centralt i Søndersø finder man Børnehuset Birkemose. Et moderne børnehus, med plads til børnenes udvikling.

Men hvorfor et nyt børnehus?

Det gamle Børnehus var indrettet i stuehuset af en gammel landejendom, der, på trods af sin gode udendørsplads havde en række udfordringer.  

Indretning gav en række udfordringer for både børnene og ansatte. Bygningen var ikke tidssvarende indrettet, da det havde flere mindre rum og gennemgangsrum, der besværliggjorde dagligdagen for alle brugerne.

Derudover levede bygningen ikke længere op til de behov og ønsker, man har til dagtilbud i Nordfyns Kommune. Kommunalbestyrelsen i Nordfyns Kommune besluttede derfor at det daværende Børnehus Birkemose skulle erstattes med et nyt og tidssvarende på børnehus. Det byggeri står i dag færdigt.

Tegning af børnehuset

I den nye institution er der plads til liv, leg og udvikling for børnene, der har sin hverdag børnehuset. Børnehuset Birkemose eret flexibelt børnehus, der kan tilpasses efter de forskellige børnegrupper og deres aktuelle behov for aktiviteter ude som inde. Der er plads til både vuggestue- og børnehavegrupper.

Gode rammer for børnehusets ansatte er også højt prioriteret. Derfor er der gjort plads til forberedelseslokaler, mødelokale og opholdsrum til de ansatte, så de har de bedste forudsætninger for at kunne løse deres kerneopgave.

Det, der gør byggeriet af det nye Birkemose ekstra specielt, er de krav der sættes til bygningens klima- og CO2-belastning.

Byggeri og klima

Byggebranchen står for en stor del af den samlede CO2-udledning på nationalt plan. I Byggeriets Klimaanalyse (2023), der er udgivet af Danmarks grønne tænketank Concito, anslås det, at byggeri står for 10 % af den samlede CO2-udledning i Danmark. Derfor har man opstillet krav i bygningsreglementet, der fastsætter, hvor meget CO2 nye bygninger maksimalt må udlede om året per m2

Her kan du læse Concitos analyse, samt deres anbefalinger til en grønnere byggebranche.

Klimakrav til byggeri

CO2

Inden bygningsreglementet blev skærpet med de nye grænseværdier, besluttede vi os for i Nordfyns Kommune at begrænse vores bygningers indvirkning på klimaet.

Derfor satte vi det mål, at Birkemose måtte udlede 8 kg CO2e/år/m2. Det var 4 kg lavere end bygningsreglementets 12 kg CO2e/år/m2. Bygningsreglementets krav gjaldt også kun bygninger over 1.000 m2, hvor vi satte krav til alle vores bygge projekter.

Det er en mærkbar reduktion, og for at kunne leve op til de rammer er vi nødt til at tænke anerledes, når vi bygger nyt. Vi har gjort det for at vise, vi kan og vil den grønne omstilling.

Hør hvad vores egen bygherrer siger om det nye børnehus

Ambitiøse krav

Dekorativt billede

"Nordfyns Kommune stiller meget ambitiøse krav til byggeriet af det nye børnehus, der ligger langt under de lovmæssige krav, der sættes af bygningsreglementet.

Det er superspænende og positivt, at vi har kommuner, som tænker så visionært og stiller krav, som ligger ud over, hvad der stilles i bygningsreglementet.

Det helt sikkert vejen frem, og det er første om 3-5 år, vi vil se, de samme krav blive stillet i bygningsreglementet, som Nordfyns kommune nu stiller til deres kommende børnehave Birkmose."

Udtalelse af Søren Thomsen, Indehaver af Arkitektfirmaet Arne Birk (Totalrådgiver på projektet)

Skærpelse af bygningsreglementet

I maj 2024 blev regeringen og et bredt politisk flertal enige om stramme klimakravene til nyt byggeri, samt at flere typer af byggeri skulle underlægges krav.

Børnehuset Birkemose er projekteret før stramningen af bygningsreglementet, men holder sig inden for de nye rammer.

Sådan regner man en bygnings klimaaftryk

Det kan være svært at forså, hvordan man regner en bygnings belastning på klimaet. Den mest gængse måde er en "Livscyklusvurdering" eller LCA, som det forkortes (stammer fra det engelske "Life Cycle Assessment").

Her ser man på den samlede CO2-belastning, en bygning har gennem hele sin levetid. Altså hvor meget belaster det at bygge bygningen (fx. byggematerialer), hvor meget belaster bygningen, når den er i brug, og hvad er dens klimapåvirkning efter endt levetid (fx kan man genbruge noget af bygningen).

Sådan gør vi det

Dekorativt billede

Det er ingen let øvelse at holde CO2-belastningen så langt nede, og for at vi kan lykkedes, er vi nødt til at skrue flere steder.

Vi sikrer, at vi bruger flest mulige materialer med en lav CO2-belastning såsom træ, samt at vi begrænser brugen af tungt belastende materialer som beton, cement og mursten så meget som muligt.

Dekorativt billede

Derudover sikrer vi også, at bygningen kan drives så lidt CO2-belastende som muligt. Dette sker gennem brug af energibesparende installationer (fx lys), samt at bygningen opvarmes med fjernvarme.

For os handler det om at finde nye måder at bygge på, hvor vi mindsker udledningen af CO2. På den måde lever vi op til målene i vores klimaplan og skaber en grønnere fremtid.

Lokale hænder bag byggeriet

Dekorativt billede

I Nordfyns Kommune gør vi brug af lokale håndværkere i vores bygge- og anlægsprojekter, det gør vi for at være med til at støtte og udvikle erhvervslivet i Nordfyns Kommune. Byggeriet af det ny Birkemose Børnehus er ingen undtagelse.

Byggeriet af den nye Birkemose er opført af den lokale virksomhed: Tømrerfirma Gert Fogt A/S. 

Totalrådgiver på projektet var Arkitektfirmaet Arne Birk, der også har tegnet børnehuset samt forestår byggeledelsen ifm. opførslen af børnehuset.