Valg til Folkeoplysningsudvalget 2026-2029

Mandag den 19. januar 2026 kl. 19 i Tingstedet, Søndersø Rådhus, Vesterled 8, 5471 Søndersø, afholdes der valg til Folkeoplysningsudvalget for perioden 2026-2029

Folkeoplysningsudvalgets opgave er at forvalte og komme med input til regler for tilskud til folkeoplysende foreninger i Nordfyns Kommune. Folkeoplysningsudvalget høres desuden eller træffer afgørelse i sager, der vedrører aktiviteterne for aftenskoler og frivillige folkeoplysende foreninger i kommunen.

Godkendte folkeoplysende foreninger i Nordfyns Kommune har mulighed for at indstille kandidater til udvalget og dermed få indflydelse på Folkeoplysningsudvalgets arbejde de næste 4 år. Der vælges forenings- og aftenskolerepræsentanter til Folkeoplysningsudvalget for perioden 2026-2029. Der afholdes ca. 3 - 6 møder årligt i udvalget.  

Folkeoplysningsudvalget består af 13 medlemmer og har følgende sammensætning: 

  • 3 medlemmer fra Kommunalbestyrelsen
  • 2 medlemmer udpeget efter indstilling fra aftenskolerne
  • 8 medlemmer udpeget efter indstilling fra frivillige folkeoplysende foreninger (fx idrætsforeninger, spejdergrupper mv.)

Til valget inviteres to repræsentanter for hver forening i kommunen, der er en godkendt aftenskole eller frivillig folkeoplysende forening. For at være indstillings- og stemmeberettiget, skal foreningen desuden det seneste år inden valget have gennemført folkeoplysende virksomhed eller have fået anvist lokaler til folkeoplysende virksomhed. Derudover skal foreningen have selvstændigt CVR nr. 

Af praktiske hensyn vil vi bede om, at man tilmelder sig valget via NemTilmeld senest torsdag den 15. januar 2026.  

Til orientering fremgår Folkeoplysningsudvalgets vedtægter af følgende hjemmeside: Folkeoplysningsudvalget i Nordfyns Kommune.

Hvis du har spørgsmål til valget eller Folkeoplysningsudvalgets arbejde, er du velkommen til at rette henvendelse til Kultur & Fritid på tlf. 6482 8090.