Udvidede restriktioner bliver indført i alle kommuner

Også de resterende 29 kommuner bliver omfattet af de udvidede restriktioner, som allerede gælder i 69 af landets øvrige kommuner. Restriktionerne skal være implementeret senest i morgen onsdag kl. 16.00

Borgmester Morten Andersen siger:
    - Så går den ikke længere. Det var den klare melding fra Ældre- og Sundhedsministeren her i eftermiddag. Derfor rammes Nordfyns Kommune af de restriktioner, der gælder i hele Danmark fra i morgen kl. 16.00. Ærgerligt, men helt nødvendigt tiltag. Derfor lyder min klare anbefaling: følg nu de restriktioner!

 

Det betyder de nye restriktioner på Nordfyn:

  • Nordfyns Kommune hjemsender elever i grundskolen fra 5.-10. klassetrin, der i stedet modtager fjernundervisning. 0.-4. klasse fortsætter skolegang. SFO holdes åbent, men der appelleres til, at det bruges så lidt som muligt.
  • Dagtilbud fortsætter driften. Der opfordres til, at forældre, der ikke har brug for pasningstilbuddet, holder deres børn hjemme.
  • Social- og ældreområdet fortsætter den daglige drift. Bemærk dog, at der i Nordfyns Kommune er indført udvidede besøgsrestriktioner på plejecentre.
  • Bibliotek- og Borgerservice samt "Kuplen" bliver lukket for borgeradgang. Den Take Away-ordning, der med succes blev indført på biblioteksområdet under nedlukningen i foråret, vil blive genindført.
  • Jobcenter og Ydelsescenter holder fortsat åbent, dog med et minimum af bemanding.
  • Indendørs idræts- og foreningsaktiviteter holdes lukket, herunder svømmehaller, idrætshaller, foreningslokaler samt trænings- og fitnesscentre.
  • Serveringssteder (restauranter, caféer, barer mv.) skal være lukket for servering. Der vil fortsat være mulighed for take-away.
  • Kulturinstitutioner skal holde indendørsarealer lukket for offentligheden. Det gælder bl.a. museer, musikskoler, kunsthaller, biblioteker mv.
  • Nordfyns Kommune hjemsender medarbejdere i administrative funktioner, som ikke løser kritiske opgaver. Det vil i store træk være de samme personalegrupper, der var hjemsendt under nedlukningen i foråret.

 

De nævnte restriktioner skal være implementeret senest i morgen kl. 16.00 og vil gælde indtil den 3. januar 2021. Alt efter udviklingen i smittetallene kan perioden forlænges.

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, tlf. 20 31 26 84