Rapport: Politisk samarbejde stortrives på Nordfyn

Nordfyns Kommune har gennemført en evaluering af det politiske arbejde i perioden 2018-2021. Undersøgelsen viser, at det i den forgangne valgperiode er lykkedes at skabe et konstruktivt rum at drive politisk ledelse i. Høj grad af tillid har været et nøgleord.

Kommunalbestyrelsen_gruppebillede-1200px.jpg

Det er godt og spændende at være kommunalpolitiker i Nordfyns Kommune. Sådan lyder den helt korte konklusion i en netop offentliggjort rapport fra Nordfyns Kommune. Rapporten, der bygger på interview med politikerne i alle kommunens fagudvalg og i økonomiudvalget, viser, at det er lykkedes at skabe et tillidsfyldt samarbejde med gode rammer for det politiske lederskab.

    Borgmester Morten Andersen kan nikke genkendende til billedet.

    - Det er dejlig læsning. Vi har i den forgangne valgperiode evnet at arbejde efter fælles mål, og det er blandt andet derfor vi er kommet i mål med fire brede budgetforlig hen over valgperioden, og er lykkedes med rigtig mange af de mål, vi fra starten satte os i vores fælles vision, siger Morten Andersen.

 

Kodeks for politisk samarbejde er rettesnoren

Evalueringen af det politiske arbejde 2018-2021 er foretaget i juni måned 2021. Undersøgelsen dykker især ned i følgende tre hovedtemaer:

  1. De politiske arbejdsvilkår i Nordfyns Kommune
  2. Politisk organisering og arbejdsform
  3. Overlevering til ny kommunalbestyrelse

For at komme hele vejen rundt, evaluerede kommunalbestyrelsen i august måned det politiske lederskab sammenholdt med "Kodeks for det politiske samarbejde", som kommunalbestyrelsen godkendte i begyndelsen af valgperioden. Dermed har det været muligt at sammenligne det samarbejde, der konkret har udfoldet sig i kommunalbestyrelsen, med de forventninger, som det vedtagne kodeks er udtryk for.

 

Tillid skaber sammenhængskraft

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen er især stolt over, at undersøgelsen afdækker et velfungerende samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og administrationen. Det gode samarbejde er ifølge Morten V. Pedersen en forudsætning for de mange gode resultater, der er opnået i valgperioden blandt andet inden for erhvervsservice, bosætning og det aktive medborgerskab.

    - Tillid skaber sammenhængskraft, mens det modsatte skaber bøvl og splittelse. Når medarbejdere oplever en velfungerende kommunalbestyrelse, der arbejder efter fælles mål, så skaber det også mere mening for den enkelte i det daglige arbejde. Og når der er tillid til de rammer, som administrationen er med til at stille til rådighed, så øger det motivationen og arbejdsglæden tilsvarende, siger Morten V. Pedersen.

 

Klar til at sende stafetten videre

Opfordringen fra den afgående kommunalbestyrelse til den nye lyder derfor også på at fastholde den gode tone, gensidig respekt og de konstruktive diskussioner.

    - Vi sender snart stafetten videre til en nyvalgt kommunalbestyrelse. Jeg håber og tror på, at vi kan bygge videre på det gode og tillidsfulde samarbejde. Det vil jeg personligt gerne yde et stort bidrag til, siger borgmester Morten Andersen.

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen (V), 40 40 24 47

Mogens Christensen (V), 40 16 41 96

Helle Waagner (A), 52 82 51 71

Jane Yndgård (O), 22 72 26 98

Anne Lise Sievers (F), 61 35 57 85
Anders Thingholm (C), 21 15 30 82

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, 20 31 26 84