Otterup: Første træ plantet i den nye Nislevskov
Onsdag den 23. oktober blev første spadestik til den nye Nislevskov i Otterup taget. Udvalgsformand Anders Thingholm stod for at plante skovens første egetræ.


Skoven vil blive blandet skov med hjemmehørende arter, blandt andet med eg som et bærende element. Egetræer er nemlig gode til at etablere en ny skov, da de er hårdføre, tåler at blive bidt af dyr og trives i meget lys. Et såkaldt pionertræ.
Den nye Nislevskov skal bidrage til områdets biodiversitet og rekreative værdier. På sigt, når skoven er vokset op, er håbet også, at området kan danne ramme om en række fritidsaktiviteter til glæde for lokalbefolkningen og andre besøgende.
- Vi ser skovområdet i et større klimamæssigt perspektiv, hvor vi som kommune lægger stor vægt på FN's klimamål i alle vores handlinger. Derudover betyder det naturligvis også meget, at skoven kan være med til at trække borgere ud i det fri og dermed understøtte sundheden, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm (K).
Fakta om Nislevskov:
- Arealet udgør 59.238 m² = knapt 6 ha. Heraf sø på 600-700 m²
- I skoven etableres stier og lysningsarealer
- Der regnes med ca. 4.000 planter pr. ha.
- På grund af vildtet indhegnes skoven, mens træerne er små
- Arealet beplantes med eg, lind, elm, lærk og fuglekirsebær
- Uden for hegnet etableres et græsareal med mulighed for parkering




Kontaktinformation
Formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Tingholm, mobil 21 15 30 82
Projektleder Morten Grave, mobil 91 17 03 51