Ny lov gør afbrænding af haveaffald forbudt
Ny lovgivning gør at du ikke længere må afbrænde dit haveaffald, hverken på bål eller i brændeovn. Loven gælder både by- og landzoner, samt private og firmaer.


Den 1. januar 2021 trådte en ny affaldsbekendtgørelse i kraft. En af konsekvenserne er, at det ikke længere er tilladt at afbrænde haveaffald, hegnsafklip mv, Forbuddet gælder både almindelige borgere og virksomheder.
Haveaffald skal i stedet bortskaffes ved kompostering på matriklen, eller det skal køres til genbrugspladserne. Kommunen arbejder på at etablere en indsamlingsordning, så borgere, der ikke har mulighed for at køre til genbrugspladsen med haveaffaldet, også kan komme af med dette. Den nye henteordning forventes dog først at være i funktion fra årsskiftet 2023-2024.
Det er fortsat tilladt at afbrænde rent, tørt haveaffald i form af Sankt Hans bål på selve Sankt Hans aften. Afbrændingen skal her ske efter reglerne i Afbrændingsbekendtgørelsen og efter reglerne i kommunens affaldsregulativ.
Ifølge Afbrændingsbekendtgørelsen er det også fortsat tilladt at afbrænde rent, tørt træ i mindre bål samt brændeovne, så længe forskrifterne i bekendtgørelsen overholdes.
Her skal man dog være opmærksom på, at man selv er ansvarlig for eventuelle skader, der opstår som følge af en afbrændingen.
Bliver beredskabet kontaktet på grund af overtrædelse af reglerne, slukker de bålet til de gældende takster, og du risikerer en politianmeldelse.
Kontaktinformation
Miljøsagsbehandler/Civilingeniør Oliver Grewal, tlf. 29 11 59 48