Ny grøn aftale skal sikre bæredygtig drift af Nordfyns grønne områder

Nordfyns Kommune har netop afsluttet et udbud på drift og vedligeholdelse af kommunens grønne områder og rabatarealer - og resultatet markerer et vigtigt skridt i kommunens grønne omstilling.

Tolstrup.jpg

Efter en samlet vurdering af fire tilbud, hvor kriterierne fordelte sig med 50 % vægt på pris, 25 % på grøn omstilling og 25 % på samarbejde, er opgaven tildelt Tolstrup Anlægsgartner. Aftalen omfatter blandt andet pasning af hække, blomsterbede, buske, boldbaner, græsarealer og skraldespande i hele kommunen.

 

"Vi er glade for at kunne indgå en aftale, hvor bæredygtighed og samarbejde vægtes højt. Det er vigtigt for os, at vores grønne områder ikke blot bliver vedligeholdt, men også udvikles med omtanke for klima og miljø," siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Anders Thingholm.

 

Christoffer Lund, direktør i Tolstrup A/S, siger:

"Hos Tolstrup A/S er vi meget glade for det kommende samarbejde med Nordfyns Kommune. Vi sætter stor pris på, at kommunen deler vores høje ambitioner inden for klima og bæredygtighed, og at der skabes rammer for et godt samarbejde med fokus på udvikling. Vi ser frem til at komme i gang".

 

Grøn drift i fokus

Aftalen er et led i Nordfyns Kommunes ambition om at fremme bæredygtige løsninger i den kommunale drift. Den valgte leverandør har præsenteret en ambitiøs plan for grøn omstilling, der blandt andet indebærer:

  • Brug af eldrevet håndværktøj og eldrevne køretøjer fra dag ét.
  • Ruteoptimering og lokal forankring for at minimere CO₂-udledning fra transport.
  • Brug af biologisk nedbrydelige hydraulikolier og brændstoffer med lavt svovlindhold.
  • Løbende klimaregnskaber og CO₂-beregninger i samarbejde med kommunen.
  • Fokus på biodiversitet og FN's verdensmål - særligt mål 15: Livet på land.

Anette Andersen, HR ansvarlig i Tolstrup A/S, siger:

Tolstrup A/S har i forvejen et rigtig godt samarbejde med Nordfyns Kommunes jobcenter, og vi glæder os til at folde det gode samarbejde yderligere ud.

 

Aftalen træder i kraft den 1. april 2026, og forventningen er, at den vil bidrage til både en grønnere kommune og en mere effektiv drift af de grønne arealer.

Kontaktinformation

Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget , tlf. 21 15 30 82

Helle Lagersted Jørgensen, chef for Klima og Infrastruktur, tlf. 21 60 49 05