Nordfynske skoleelever dyster i innovation og grøn omstilling

Den 10. november deltager 300 nordfynske skoleelever i den landsdækkende opfinderkonkurrence Edison. På dagen skal der findes seks vinderprojekter, der går videre til den nationale finale senere på måneden.

Kystskolens 7. klasser forbereder deres pitch til lokalfinalen i opfinderkonkurrencen Edison.

Alle sejl er sat til, når 300 elever i kommunens 7. klasser onsdag den 10. november skal dyste om, hvem der har de bedste og mest innovative idéer til, hvordan vi kan gøre en forskel i den grønne omstilling. Ved lokalfinalen, der finder sted på Nordfyns Gymnasium, får eleverne fordelt på 88 hold lejlighed til at pitche deres idéer over for dommere, som blandt andet er hentet hos de lokale virksomheder på Nordfyn.

Skole- og dagtilbudschef Gitte Høj Nielsen ser frem til en spændende dag, der på sigt kan inspirere elever til at fortsætte iværksættervejen.

    -Vi håber, at vi kan være med til at sætte nogle iværksætter-frø hos de unge. Måske vil nogle af dem bære den interesse med ind i voksenlivet og blive en af fremtidens iværksættere, siger Gitte Høj Nielsen.

    Gitte Høj Nielsen roser den massive opbakning til Edison-projektet, som er kommet fra de mange aktører. En række lokale virksomheder har leveret dommere til bedømmelsen af elevernes projekter. Nordfyns Gymnasium spiller en meget aktiv rolle, blandt andet ved at stille lokaler til rådighed, ligesom elever fra gymnasiets valgfag i innovation er sprunget til som dommere. Også repræsentanter fra kommunens administration, herunder ikke mindst fra Teknik, Erhverv og Kultur, agerer dommere på dagen. Med den brede repræsentation i dommerskaren får eleverne en kvalificeret bedømmelse af de projekter, som de har arbejdet intenst på at forberede i den seneste tid.  

I programmet indgår også Netværksbingo, hvor eleverne får lejlighed til besøge andre elevers projektet og dele erfaringer. Lokalfinalen afvikles i et samarbejde med NEET, TaskForce erhverv og Nordfyns Gymnasium

    I alt skal der findes seks vinderhold, der går videre til den virtuelle landsfinale sidst i november.

 

Fakta om Edison

Projekt Edison er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse. Under et længere forløb vil eleverne stifte bekendtskab med koncept- og produktudvikling i både teori og praksis. Målet er, at hver gruppe fremstiller et produkt, hvilket de senere skal fremvise på en større messe.

Formålet med Edison er at give eleverne muligheden for at deltage i en innovativ læringsproces tidligt i deres skoleforløb, og muligvis vække en interesse for entreprenørskab og iværksætteri. Undervisningen foregår tværfagligt, og eleverne får mulighed for at arbejde selvstændigt samt udfolde sig kreativt.

Årets tema for konkurrencen er: Klima - hvordan kan du gøre en forskel?

Kilde: Edison-projektets hjemmeside

Kystskolens 7. klasser forbereder deres pitch til lokalfinalen i opfinderkonkurrencen Edison.

Kontaktinformation

Skole- og dagtilbudschef Gitte Høj Nielsen, tlf. 6482 8171