Nordfyns kulturarv præsenteres i ord og billeder

Herregårdsfortællinger, stationsbyer, Vikingetidens levn, 1970'ernes byudvikling i Søndersø og meget mere kan man blive klogere på i en ny bog, der stiller skarpt på den nordfynske kulturarv. Den udkommer i dag.

I dag, mandag den 14. december, udkommer Nordfyns Kulturarvsatlas; En udgivelse, der beskriver den kulturarv, som Nordfyns Kommune har udpeget som særlig bevaringsværdig. Kulturarvsatlasset rummer beskrivelser af 24 kulturhistoriske områder og unikke bygninger, som kommunen har udpeget som særligt bevaringsværdige. I bogen kan læserne blive klogere på alt fra den overordnede nordfynske historie til detaljerne i den nordfynske byggeskik.

 

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Landtved-Holm, har fulgt udarbejdelsen af kulturarvsatlasset tæt og glæder sig over udgivelsen:

    - Bogen er både interessant læsning for vores borgere og et spændende afsæt for kommunens arbejde fremover. På Nordfyn har vi mange fortællinger gemt i vores landsbyer, bygninger og ikke mindst ude i naturen.

 

Oplevelser i det fri

Netop det forhold at en stor del af den valgte kulturarv befinder sig i det fri, flugter fint med kommunens ambition om at blive Danmarks bedste friluftskommune for familier. 

    - Med vores kulturarvsindsats retter vi en stor del af vores fokus på de mange kulturhistoriske oplevelser i det fri. De vil løbende blive synliggjort og formidlet til glæde for borgere og turister, der ønsker at kombinere kultur- og naturoplevelser, siger Mette Landtved-Holm.

 

I forbindelse med udarbejdelsen af kulturarvsatlasset er cirka 1.600 bygninger blevet registreret for at vurdere deres bevaringsværdi. Ejere af ejendommene vil de næste tre måneder kunne hente et gratis eksemplar af kulturarvsatlasset. Den fysiske bog vil også komme til salg på alle kommunens museer og arkiver.

 

Der vil også blive udgivet en gratis onlineudgave af bogen.

Kontaktinformation

Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved Holm, tlf. 61 19 15 27
Chef for Plan og Kultur Åse Nielsen, tlf. 21 52 36 83