Nordfyns Kommune styrker naturfagsundervisningen

Et samarbejde med LIFE Fonden skal øge interessen for naturfag blandt eleverne.

COLOURBOX55137517.jpg

Mikrosafari blandt insekter, kodning af selvkørende robotter og enzymjagt i skoven. Det er nogle af de aktiviteter, som skoleeleverne på de nordfynske skoler snart kan møde. Nordfyns Kommune har indgået et flerårigt samarbejde med LIFE Fonden, som skal give elever på tværs af kommunen muligheder for at arbejde mere praktisk og undersøgende med naturfag. Samarbejdet skal dermed styrke interessen for naturvidenskab og teknologi blandt børn og unge.

 

Med aftalen får skolerne mulighed for at anvende en række undervisningsforløb, materialer og laboratorier fra LIFE Fonden, hvor eleverne kommer tættere på virkelighedsnære problemstillinger. Forløbene rummer blandt andet eksperimenter og praktiske aktiviteter, som skal gøre naturfagene sjovere og mere levende - både i og uden for klasselokalet. Samtidig får skolerne særlige muligheder for kompetenceudvikling, som styrker lærernes færdigheder inden for undersøgelsesbaseret og dialogisk undervisning.

 

Udvalgsformand: "Et løft af undervisningen"

Anne-Lise Sievers, formand for Børne-, Ungeudvalget og Familieudvalget:

    "Jeg glæder mig over, at skolerne ønsker, at eleverne skal møde naturvidenskab og teknologi på en måde, der gør undervisningen både nærværende og engagerende. Med dette samarbejde har vores skoler fået nye muligheder og metoder, som kan løfte undervisningen og styrke elevernes nysgerrighed."

 

Bogense Skole blandt de første

Bogense Skole bliver en af de skoler, der tager del i samarbejdet fra begyndelsen.

    "Partnerskabet vil give lærerne gode forudsætninger for at skabe fordybelse i naturfagene. Jeg håber, at forløbene kan give eleverne et rum med plads til at eksperimentere og arbejde undersøgende. Når eleverne får mulighed for selv at undersøge og eksperimentere, bliver naturfagene langt mere nærværende for dem," siger skoleleder Søren Schlüter, Bogense Skole.

 

Understøtter kommunens satsning på udeundervisning

Samarbejdet flugter med kommunens ambition om at give eleverne mere undervisning uden for skolernes matrikler og blandt andet bruge Nordfyns natur som aktivt læringsrum.

LIFE-forløbene passer ind i Nordfyns Kommunes arbejde med friluftsindsatsen, hvor eleverne får mulighed for at koble fagligheden med konkrete oplevelser i det fri. Den undersøgende og praksisnære tilgang i LIFE-forløbene kan dermed styrke og supplere kommunens eksisterende udeskoleindsats, som siden 2020 har været et centralt udviklingsområde.

 

Rulles ud over flere år

Samarbejdet er planlagt til at løbe over fire år. I starten deltager udvalgte skoler, og senere bliver indsatsen bredt ud til flere, hvis det giver mening på den enkelte skole. Lærerne tilbydes sparring og workshops, der hjælper dem med at bruge de nye forløb i undervisningen.

Aftalen bygger videre på Nordfyns Kommunes arbejde med at skabe mere varieret og motiverende undervisning.

 

LIFE Fonden: "Det handler om at forstå den verden, vi lever i"

"Naturvidenskab og teknologi forbindes ofte med avancerede formler, sterile laboratorier og hvide kitler, men det handler i lige så høj grad om at forstå os selv som mennesker og den verden, vi lever i. Derfor er det afgørende, at alle børn og unge møder naturfagene på en måde, der giver dem mulighed for fordybelse og en oplevelse af, at de kan mestre stoffet. Det er nødvendigt for, at de bliver myndige og som borgere og fagpersoner kan træffe kvalificerede beslutninger i en mere og mere kompleks verden," siger LIFE Fondens adm. direktør, Stefan Hermann.

 

Starter i foråret

De første undervisningsaktiviteter og workshops med lærere som del af samarbejdet forventes igangsat i løbet af foråret 2026.

Kontaktinformation

Anne-Lise Sievers, formand Børne-, Unge- og Familieudvalget, tlf. 30 36 17 38

Søren Schlüter, skoleleder Bogense Skole, tlf. 29 77 41 47

Kenneth Monrad Rønholt, presseansvarlig, LIFE Fonden, tlf. 20918612, mail klr@life.dk