Nordfyns Kommune: Nyt tilbud skal hjælpe sindslidende med afklaring

Nordfyns Kommune  har etableret et nyt afklaringstilbud til borgere med en sindslidelse. Tilbuddet skal hjælpe sindslidende med at blive bevidst om egne resurser og muligheder - og skabe klarhed over, hvad de har brug for kommunens hjælp til. Afklaringen sker i dialog mellem den sindslidende og specialiseret personale.

Konkret er der etableret fire afklaringspladserne på Fredensbocentret i Særslev. 

Hensigten er at arbejde mere sundhedsfremmende, forebyggende og rehabiliterende med borgere, der har en sindslidelse.

    - Med tilbuddet ønsker vi blandt andet at forebygge, at borgere bliver indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er et tilbud, som borgere kan vælge til eller fra, og det sker i samarbejde og dialog med medarbejdere inden for det specialiserede område, siger formand for social- og sundhedsudvalget Mogens Christensen.


Pladserne kan også bruges af borgere, som er udskrevet fra psykiatrisk afdeling, men fortsat har brug for støtte. I sådanne tilfælde er der er behov for at afdække, hvilket behov for hjælp borgeren har i sit hjem, før han eller hun sendes hjem. Også her sker afklaringen i samarbejde med borgeren.

 

Politisk prioriteret

Det nye tilbud er en direkte konsekvens af budgetaftalen for 2019. Her blev det besluttet at sætte gang i 11 konkrete projekter, som skal være en del af de fremtidige tilbud på ældre- og sundhedsområdet samt på det specialiserede område. Et af disse 11 projekter er etableringen af det nævnte afklaringstilbud for borgere med en sindslidelse.

 

De 11 projekter er blevet anbefalet af konsulentfirmaet Marselisborg i en omfattende analyserapport, med det formål at gøre kommunen klar til de udfordringer, som følger med den stigende andel af ældre i befolkningen, hurtigere udskrivelser fra sygehuse og den stigende andel af borgere med psykiatriske problemstillinger.

     - I kraft af den politiske prioritering vil vi være på forkant med de relativt hurtige udskrivelser, vi oplever fra fx Psykiatrisk afdeling. Det vil komme borgerne til gavn, at vi kan styre uden om nogle indlæggelser, ligesom vi i vores afklaringstilbud kan skabe en bedre overgang fra en indlæggelse til livet efter indlæggelsen. Vi har bedre muligheder for at tilrettelægge den fremtidige støtte i samarbejde med borgeren, siger afdelingsleder for Handicap og Psykiatri Henrik Hørslev Hansen.

 

Bemandingen

Det er en bred faggruppe, som kommer til at bemande de nye afklaringspladser. Det gælder både en sygeplejeske, en pædagog, en socialrådgiver og en plejer - alle med års erfaring inden for arbejdet med borgere med sindslidelse.

 

Afklaringspladserne findes på Fredensbo Centret, Vestergade 59 i Særslev.

Borgere i målgruppen kan til hver en tid henvende sig personligt på stedet inden for åbningstiderne.

Kontaktinformation

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Mogens Christensen, mobil 40 16 41 96
Afdelingsleder for Handicap og Psykiatri Henrik Hørslev Hansen, mobil 21 32 24 23