Nordfyn Kommune er bedst på Fyn til at engagere børn og unge i foreningslivet
Nordfyns Kommune er topscorer på Fyn i en ny opgørelse over, hvor mange børn og unge, der er aktive i foreningslivet. Det er DGI, der har lavet opgørelsen.


Hele 94 % af de nordfynske børn og unge er medlem af en idrætsforening, og det placerer Nordfyns Kommune som den kommune på Fyn, der har flest foreningsaktive børn og unge.
- Vi prioriterer et stærkt foreningsnetværk i kommunen, og undersøgelsen bekræfter, at vi har rigtig godt fat i børnene og de unge. Det giver et godt rygstød til, at vi også i fremtiden har borgere, der er foreningsaktive, siger Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Den høje procentsats skal ses på baggrund af, at børn godt kan tælle med i opgørelsen flere gange, hvis de eksempelvis både går til fodbold og svømning. Enkelte af landets kommuner har derfor en andel af foreningsaktive på over 100 procent, fx Billund, der som landets bedste er oppe på hele 111 %.
DGI: Børn og unges adgang til foreningslivet er afgørende
DGI understreger det væsentlige i at sikre børn og unge lige adgang til foreningslivet. Noget tyder på, at det er vigtigt for at tiltrække og fastholde børn og unge, at idrætsforeningerne har en rummelig kultur, hvor der ikke kun skal præsteres, men hvor der også plads til hygge med vennerne.
DGI har sammenlignet tal fra det centrale foreningsregister, der bruges til registrering af foreningers medlemstal under DIF, DGI og Firmaidrætten, med befolkningstallene fra Danmarks Statistik.
Kontaktinformation
Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, 61 19 15 27