Nordfyn klarer sig flot i landsdækkende friluftsanalyse

dvphoto.dk-271395.jpg

Analysen, som Friluftsrådet udgiver hvert andet år, vurderer kommunernes arbejde med friluftsliv ud fra blandt andet antallet af faciliteter, ruter til vandring, cykling og sejlads samt kommunernes natur- og friluftsmærkninger. Men i år har Friluftsrådet også lagt større vægt på, hvad kommunerne faktisk gør for at skabe gode rammer for friluftsliv - og netop det er en vigtig del af Nordfyns Kommunes arbejde.

 

"Det er en god anerkendelse af den indsats, vi gør for friluftslivet på Nordfyn. Friluftsrådets rapport viser, at vi er godt med, og det er dejligt. I de sidste ti år har vi som kommune haft større fokus på friluftslivet og arbejdet mere målrettet på at gøre det mere tilgængeligt - blandt andet gennem forbedrede faciliteter, tydeligere skiltning og samarbejde med lokale foreninger og frivillige," siger Anja Lund, udvalgsformand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune.

 

Rapporten peger på et godt samspil mellem de konkrete initiativer og den strategiske retning, som Nordfyns Kommune arbejder med inden for natur og friluftsliv. Her spiller både arbejdet med kommunens nye naturpolitik, friluftsstrategien og turismestrategien en central rolle i at skabe helhed og sammenhæng mellem oplevelser, naturbeskyttelse og lokal udvikling.

 

"Vi arbejder strategisk med friluftslivet som en del af vores samlede indsats for natur og bæredygtig udvikling. Det handler om at skabe balance - vi skal både beskytte vores natur og give mennesker mulighed for at bruge den. Friluftsrådets rapport viser, at vi er godt på vej, og at vores mange indsatser hænger sammen på tværs af politikområder. Derfor er jeg også rigtig stolt af, at vi netop har vedtaget en ny naturpolitik, hvor vi via ambitiøse indsatser ønsker at give borgere og besøgende adgang til store og mangfoldige naturoplevelser" siger Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune.

 

Indsatserne hænger naturligvis også tæt sammen med Nordfyns Kommunes brand "Fri. Luft. Liv.", hvor målet er at være en attraktiv friluftskommune for familier.

 

"Friluftsliv behøver ikke være store eventyr langt væk. På Nordfyn har vi naturen lige uden for døren. For os handler det om de små hverdagseventyr - at finde ro i et shelter, nyde kysten tæt på eller bare trække vejret i rolige omgivelser. Det synes jeg, denne analyse anerkender," siger Anja Lund, udvalgsformand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune.

 

Derudover viser Friluftsrådets rapport, at Nordfyn står stærkt, når det gælder både indsats og muligheder. Og det er ikke tilfældigt.
 

Find hele analysen på Friluftsrådets hjemmeside

Kontaktinformation

Anja Lund, formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, tlf. 21 59 84 16
Anders Thingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget, tlf. 21 15 30 82
Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur, tlf. 21 52 36 83