Nordfyn: Femten 3. klasser har malet Nordfyns gave til dronningen

Den 16. april fylder Hendes Majestæt Dronningen 80 år. I den anledning er landets kommuner gået sammen om en fælles gave - et maleri fra hver kommune kreeret af folkeskoleeleverne i kommunens 3. klasser.

Alle børn i Nordfyns Kommunes 3. klasser har de seneste tre uger arbejdet flittigt på at kreere det helt rigtige maleri til Dronning Margrethes 80 års fødselsdag.

    Skolerne står selv for at vælge det bedste maleri fra hver af kommunens femten 3. klasser, og de femten billeder bliver udstillet i Rådhussalen på Bogense Rådhus i perioden fra d. 5. til 13. marts. Her kan de beundres af alle interesserede.

    - Jeg ved, at børnene har taget opgaven til hjertet. Jeg tror, at alle danskere har deres helt eget forhold til Dronning Margrethe, og nu får vi altså også børnenes syn på dronningen i de her malerier. Jeg glæder mig til at se malerierne, og det bliver helt sikkert ikke nogen nem opgave at vælge mellem alle de flotte malerier, siger borgmester Morten Andersen.  

 

Dommerkomite voterer den 16. marts

Den 16. marts mødes dommerkomiteen for at vælge det maleri, som er bedst og dermed skal være gaven fra Nordfyns Kommune til dronningen. Dommerkomiteen består af:

  • Borgmester Morten Andersen (V)
  • 1. viceborgmester Anja Lund (V)
  • 2. viceborgmester Gert Rasmussen (A)
  • Direktør for Børn og Unge Karsten Poulsen

Sammen med en selvvalgt klassekammerat (af modsatte køn) deltager vinderen i et arrangement på Christiansborg Slot d. 15. april, hvor der også deltager skolebørn fra de andre kommuner og ikke mindst Dronning Margrethe selv.

 

Efterfølgende vil alle malerier blive hængt op på Christiansborg Slot, så de kan ses af gæsterne til de forskellige arrangementer i forbindelse med den runde fødselsdag.

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47

Formand for Børn- og Ungeudvalget Anja Lund, mobil 21 59 84 16