Kommunalbestyrelse officielt udnævnt Fri. Luft. Liv-ambassadører

Som en del af Nordfyns Kommunens brandingindsats Fri. Luft. Liv. blev der i 2020 etableret et ambassadørkorps bestående af borgere og aktører, der på hver sin måde bakker op om indsatsen.

FLL2.jpg

Torsdag den 30. september blev de 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen officielt udnævnt som ambassadører, og skal ligesom de øvrige ambassadører være med til at udbrede kendskabet til alle de gode friluftsmuligheder, der er på Nordfyn.

    - Vi i kommunalbestyrelsen har fra starten været aktive ambassadører for Fri. Luft. Liv. Nu kan vi også helt officielt trække i ambassadørtrøjen. Det er noget vi har set meget frem til, siger borgmester Morten Andersen.

    Udvalgsformand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget, Mette Landtved-Holm, supplerer:

    - Jeg er glad for at være med til at sikre, at Fri. Luft. Liv. tænkes med ind i det arbejde, vi udfører politisk, og når vi uden for møderummene engagerer os i det nordfynske udeliv.

    Ud over kommunalbestyrelsesmedlemmerne består ambassadørkorpset af omkring 70 ildsjæle. Ambassadører kan være alt fra naturformidlere og vandreguider til lystfiskere og jægere. Det kan være foreninger, der dyrker deres aktivitet ude, eller personer og familier der elsker at tage ud i det fri for at lege, dyrke yoga, løbe en tur, eller bare være til.

 

Snarligt netværksmøde

Næste netværksmøde for nuværende og fremtidige ambassadører finder sted 3. november klokken 16-17.30 på Tingstedet, Vesterled 8, 5471 Søndersø. Alle er velkomne - dog tilmelding senest 20. oktober på mail: herasm@nordfynskommune.dk

    Fri. Luft. Liv. er en brandingindsats, der er skabt i fællesskab med vores borgere og Nordfyns Kommune. Sammen vil vi synliggøre, hvad der gør Nordfyn til noget helt særligt som en attraktiv friluftskommune for familier.

Kontaktinformation

Morten Andersen, borgmester, tlf +45 40 40 24 47

Mette Landtved-Holm, formand for Erhvervs-, kultur- og fritidsudvalget, tlf. +45 61 19 15 27

Åse Nielsen, chef for Plan og Kultur, tlf. +45 21 52 36 83