Kom på ballonflyvetur

I forbindelse med Danmarks Indsamling 2025 er hele Danmark på auktion – og Nordfyn er naturligvis med!

Flere kommuner i hele landet har bidraget med unikke oplevelser og varer, som nu er til auktion, hvor alle indtægter går ubeskåret til Danmarks Indsamling.

Nordfyns Kommune har valgt at udlodde en spektakulær ballonflyvning for fire personer.

Denne helt særlige oplevelse giver dig mulighed for at svæve lydløst hen over land og by, hvor udsigten sjældent vil skuffe. Fra luftens perspektiv får du en enestående udsigt, hvor alt ser anderledes ud – En oplevelse, du sent vil glemme.

Du kan være med til at gøre en forskel – og få en oplevelse for livet!

I sensommeren kan du også få lov at opleve en masse luftballoner i det nordfynske landskab, når DM i ballonflyvning igen bliver afholdt i Hårslev på Nordfyn. Det er et unikt event, hvor alle nordfynske borgere, gæster og turister får mulighed for at opleve ballonkulturen på allernærmeste hold.