Indstil til Miljøprisen for virksomheder 2026 nu
Kender du en nordfynsk virksomhed, der gør en forskel for miljøet i hverdagen? Nu kan du indstille kandidater til Nordfyns Kommunes Miljøpris for virksomheder 2026.
Rundt omkring på Nordfyn bliver der hver dag taget initiativer, der bidrager til at passe bedre på miljøet. I det lokale erhvervsliv arbejdes der med nye løsninger, stærkt engagement og ændrede arbejdsgange, som skaber konkrete forbedringer og kan inspirere andre.
Nordfyns Kommunes Miljøpris for virksomheder er én ud af tre årlige miljøpriser, som vi uddeler for at anerkende lokale indsatser for miljøet. Lige nu er det muligt at indstille kandidater til virksomhedsprisen.
Alle kan indstille en virksomhed. Du kan både indstille din egen arbejdsplads, en virksomhed du ejer, eller en virksomhed på Nordfyn, som du mener fortjener anerkendelse for sin indsats. Det afgørende er, at virksomheden har vist engagement, opfindsomhed og har skabt en reel effekt for miljøet i kommunen.
Miljøprisen skal være med til at synliggøre de mange gode initiativer, der allerede findes lokalt, og inspirere til, at endnu flere tager skridt i en mere bæredygtig retning.
Vil du indstille en virksomhed eller læse mere om kriterier og tidligere vindere?