Grøn opgradering i regnvandshåndteringen: Vejbrønde i Nordfyns Kommune skal tømmes med emissionsfri teknologi
Nordfyns Kommune har netop afsluttet en udbudsrunde om tømning og vedligeholdelse af vejbrønde - en central opgave i kommunens klimatilpasning. Den nye kontrakt, som træder i kraft den 1. april 2026, markerer et vigtigt skridt i den grønne omstilling: Fremover skal opgaven løses med 100 % emissionsfri drift.


Det er første gang, kommunen stiller krav om emissionsfri teknologi i denne type opgaver inden for Vej og Park. Den fireårige kontrakt kan forlænges med op til to år og blev tildelt efter kriterierne pris (50 %), grøn omstilling (25 %) og samarbejde (25 %).
"Vi har ønsket at bruge udbuddet som løftestang for den grønne omstilling. Derfor har vi vægtet både miljø og samarbejde højt - ikke kun prisen. Det glæder mig, at vi nu får løst opgaven både effektivt og klimavenligt," siger Anders Tingholm, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune.
Den valgte leverandør har fremlagt en ambitiøs plan for emissionsfri drift, herunder brug af eldrevne slamsugere og servicekøretøjer samt et tæt samarbejde med kommunen om udvikling af bæredygtige løsninger.
Vejbrønde, de brønde vi ser langs kantstenen, spiller en vigtig rolle i at opsamle regnvand og forhindre oversvømmelser ved at tilbageholde sand, blade og affald. Med klimaforandringer og hyppigere regnskyl er opgaven blevet endnu mere kritisk.
"Det er måske ikke en opgave, man som borger lægger mærke til i det daglige, men den er helt afgørende for, at vores infrastruktur fungerer. Med grøn drift løfter vi både miljøet og kvaliteten," siger Anders Tingholm.
Det er kommunens eksistende leverandør på området - Marius Pedersen A/S - der har vundet udbuddet, men med et markant skifte i teknologi og fokus på bæredygtighed. Kontrakten løber fra 1. april 2026 og frem til 31. marts 2030 og med mulighed forlængelse med 2 gange 1 år.
Kontaktinformation
Anders Thingholm. formand for Teknik- og Miljøudvalget, tlf. 21 15 30 82