Find dit aftenskoletilbud på Nordfyn i foråret 2026
Nordfyns Kommune har 11 aftenskole, som tilbyder kurser og foredrag i foråret 2026.


Et nyt år begynder – og det betyder nye muligheder for at lære noget nyt og måske møde andre med samme interesser. På www.aftenskole.nu kan du finde et bredt udvalg af aftenskolehold i Nordfyns Kommune for foråret 2026.
I den kommende sæson kan du finde fællesskaber inden for sprog, kreativitet, bevægelse og sang. I forårets program kan du bl.a. tilmelde dig følgende:
- Babymotorik – her får nybagte forældre mulighed for at hjælpe deres barn godt på vej i den motoriske udvikling. Kurset afholdes i Morud, og det starter løbende op. Det afvikles af AOF.
- Seniorkursus i færdselsteori – på dette hold lærer deltagerne de nyeste færdselsregler at kende. Afsluttende har deltagerne mulighed for at køre på glatbane i egen bil. Kurset er kun en gennemgang, ikke en prøve. Det afvikles over tre mødegange i Bogense med opstart 19. januar 2026. Kurset udbydes af Frit Oplysningsforbund Nordfyn.
- Syning for begyndere – på dette kursus er der tid til fordybelse i stof, mønstre og symaskiner, og deltagerne har mulighed for at sy tøj, tasker og boligtekstiler under vejledning. Kurset afvikles over 8 mødegange med start den 6. januar 2026 i Morud. DOF Nordfyn Aftenskole udbyder kurset.
- Maleriundervisning – et hold, der giver inspiration og viden om farver og teknikker. Kurset er for begyndere og øvede. Kurset strækker sig over 11 mødegange med opstart 16. februar 2026. Kurset afholdes i Otterup og udbydes af Frit Oplysningsforbund Nordfyn.
- Pilefletweekend – på dette weekendkursus kan både begyndere og øvede fordybe sig i pileflet og lave fx fuglefoderhuse, bakker, hjerter og så videre. Kurset afvikles den 18.-19. april 2026 af LOF Nordfyn i Søndersø.
Mulighederne er mange. Du kan finde det aftenskolekursus, som passer til dine interesser og din hverdag gennem den digitale platform aftenskole.nu, hvor de 11 nordfynske aftenskolers tilbud samles i en online visning.
Hop allerede nu ind på aftenskole.nu, og find det aftenskoletilbud, der passer lige til dig.