Erhvervsvenlighed: Nordfyns Kommune bedst på Fyn
Med en placering som nr. 23 er Nordfyns Kommune den mest erhvervsvenlige kommune på Fyn. Det fremgår af en netop offentliggjort analyse fra Dansk Byggeri.


Placeringen vækker stor glæde hos borgmester Morten Andersen.
"Vi bestræber os hele tiden på at forbedre vores erhvervsvenlighed. Det handler blandt andet om at få styr på vores interne arbejdsgange, så virksomhederne altid får den hjælp, de skal have og til rette tid. Vi er ikke i mål, men vi bevæger os i den rigtige retning, og det er glædeligt", siger borgmester Morten Andersen.
Bygger bro mellem erhvervsliv og folkeskole
Noget af det, der har flyttet Nordfyns Kommune op ad ranglisten, er kommunens indsats for at bygge bro mellem folkeskolerne og erhvervslivet. Kommunen arbejder på flere fronter på at kvalificere de unges uddannelsesvalg og forberede dem på deres fremtidige jobvalg.
Konkret har kommunen i samarbejde med de lokale virksomheder holdt åben virksomhed-arrangementer, hvor elever i 8.-9- klasse har kunnet besøge virksomhederne og høre om, hvad virksomhederne har at tilbyde på job- og uddannelsesområdet.
Også inden for området udbudspolitik har Nordfyns Kommune flyttet sig markant på Dansk Byggeris liste, hvilket sammen med de øvrige positive bevægelser har givet basis for den samlede placering på landsplan som nr. 23.
På Fyn er otte kommuner ud af ti gået frem på ranglisten i Dansk Byggeris analyse af de danske kommuners erhvervsvenlighed 2018. Men ingen af kommunerne på Fyn ligger i top 20.
Fakta om kommuneanalysen
Dansk Byggeri har i syv år taget temperaturen på de danske kommuners erhvervsforhold og udarbejdet en rangliste over erhvervsvenlighed.
Analysen er baseret på 30 forskellige parametre fordelt på syv overordnede temaer, der alle viser, hvor erhvervsvenlige, de enkelte kommuner er. Temaerne er: byggesagsbehandling, skatter og afgifter, udlicitering af driftsopgaver, erhvervsaffald, udbudspolitik, arbejdsmarked og uddannelse samt kommunale kendetegn som for eksempel kommunale investeringer og antallet af byggetilladelser.
Kontaktinformation
Borgmester Morten Andersen, mobil 40 40 24 47
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, mobil 20 31 26 84