DBU og Nordfyns Kommune forlænger samarbejdet
Onsdag den 12. maj kl. 12.30 underskriver DBU og Nordfyns Kommune en velfærdsalliance. Dermed forlænges det samarbejde, som de to aftalepartnere startede i 2016, og som siden har ført til adskillige gode fodboldoplevelser rundt omkring i kommunen.


Velfærdsalliancen gælder frem til 2025 og vil have følgende fokuspunkter:
- Fodbold for fremtiden. En beskæftigelsesindsats for unge i alderen 18-29 år.
- Motionsfodbold for udvalgte målgrupper.
- Bold & Bevægelse. Klubudvikling med fokus på de yngste.
- Hoved, Kroppen, Klubben. Skolesamarbejde med fokus på 0.-3. klasse og 7.-9. klasse.
- Klubudviklingsforløb med de lokale foreninger.
Fodbolden rækker ind i den kommunale kerneopgave
Velfærdsalliancen skal bringe fodbolden i spil som et værktøj i den kommunale kerneopgave inden for folkesundhed og beskæftigelse. Desuden skal aftalen udvikle, styrke og forbedre de lokale fodboldklubber og dermed give borgerne flere og endnu bedre idrætstilbud.
Dertil kommer muligheden for at skabe flere lokale fodboldoplevelser gennem afvikling af kampe og events. Velfærdsalliancen kommer til at rette sig mod flere målgrupper. Der vil være noget for såvel de større som de små, lige fra daginstitutioner, skoler, beskæftigelsesindsatsen over for unge og motionsfodbold for særlige målgrupper.
Fodbold for hjertet
I slutningen af maj måned starter første projekt under den nye velfærdsaftale. Det gælder 'Fodbold for Hjertet', der er motionsfodbold for hjertepatienter og folk i risiko for at udvikle hjertesygdomme. Indsatsen sker i samarbejde med Hårslev Boldklub, der lægger baner og træner til.
Under den tidligere velfærdsaftale blev der gennemført en lang række initiativer som for eksempel opstart af fodboldfitness-hold, Fynsk Fodbold Award, afvikling af landskampe for U17-landshold og kursusforløb for de nordfynske fodboldledere.
Pressen er velkommen
Underskriftseventen finder sted på Bogense Rådhus den 12. maj kl. 12.30, og pressen er velkommen til at deltage i arrangementet. Der vil være mulighed for at interviewe aftaleparterne.
Kontaktinformation
Borgmester Morten Andersen, tlf. +45 40 40 24 47
Formand for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget Mette Landtved-Holm, tlf. +45 61 19 15 27