Borgerrådgiveren i Nordfyns Kommune fratræder
Det er en konsekvens efter, at sagen har været behandlet i et lukket punkt på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde den 23. januar 2025.


Beslutningen kommer på baggrund af en længerevarende sygemelding, der har gjort det vanskeligt at opretholde en borgerrådgiverfunktion på det ønskede og nødvendige niveau. Borgerrådgiveren blev ansat som kommunens første borgerrådgiver i marts 2022.
Kommunalbestyrelsen anerkender den store indsats, som borgerrådgiveren har lagt i at vejlede og hjælpe kommunens borgere - en indsats, der tydeligt har vist behovet for en borgerrådgiver i Nordfyns Kommune og ført til forbedringer for borgerne.
Fælles borgerrådgiverfunktion fra årsskiftet
Borgerrådgiverfunktionen opretholdes i Nordfyns Kommune - det sker dog i ændret form pr. 1. januar 2025. Kommunalbestyrelsen har indgået en samarbejdsaftale med Assens og Middelfart kommuner om en fælles borgerrådgiverfunktion baseret på to borgerrådgivere.
Den nu vakante borgerrådgiverstilling opslås til besættelse snarest muligt. Med beslutningen om et fælles samarbejde har kommunalbestyrelsen netop ønsket at skabe en mere robust borgerrådgiverfunktion med øget mulighed for faglig sparring og afdækning for hinanden i ferieperioder med mere.
Forankret under kommunalbestyrelsen
Borgerrådgiverfunktionen er forankret under kommunalbestyrelsen og er uafhængig af Nordfyns Kommunes politiske udvalg og forvaltning. Derfor er det kommunalbestyrelsen, der formelt set kan træffe beslutning om at afslutte et ansættelsesforhold i denne sammenhæng.
Da der er tale om en personalesag, som er omfattet af tavshedspligt, kan Nordfyns Kommune ikke uddybe ovennævnte yderligere.
Læs mere:
Pressemeddelelse: Tre kommuner går sammen om borgerrådgiverordning
Kontaktinformation
Kommunaldirektør Morten V. Pedersen, mobil 20 31 26 84