Bogenses butikker kan holde åbent i påsken

Butikslivet i Bogense får nu mulighed for at åbne dørene i påsken. Det sker efter, at Erhvervsstyrelsen har imødekommet en ansøgning fra Nordfyns Kommune om dispensation for Lukkeloven. Dispensationen er givet, fordi Bogense i 2021 markerer, at byens rådhus fylder 100 år og i den anledning afvikler et offentligt arrangement.

20150427Y61A4542-1200px.jpg

Med dispensationen får det lokale butiksliv i Bogense mod sædvanen mulighed for at byde deres kunder indenfor i de fire helligdage i Påsken, og det er noget, der glæder både borgmester Morten Andersen og formanden for Bogense Handelsstandsforening Per Maegaard.

 

Borgmester Morten Andersen siger:

    - Butikkerne har været lukket ned i en lang periode på grund af Covid-19, og de har brug for al den rygvind, de kan få. Derfor har vi søgt og fået den her dispensation, og jeg er glad for, at vi i har kunnet skabe den mulighed for det lokale butiksliv i Bogense.

 

Per Maegaard, formand for Bogense Handelsstandsforening, retter en tak til kommunen for at have arbejdet i kulissen for at skabe denne mulighed for butikkerne:

    - Vi er super glade for, at vi har en borgmester, der kæmper detailhandlens sag. Vi har længe haft et ønske om at kunne holde åbent i påsken, hvor byen er prop fuld med gæster, blandt andet sejlere fra marinaen og gæster fra byens campingpladser. Også ud fra et corona-hensyn ville det være hen i vejret at lukke ned, netop som gæsterne kommer, og henvise dem til at gøre alle deres påskeindkøb onsdag og lørdag. På den her måde får vi indkøbene bredt ud over flere dage.

 

100 års jubilæum fejres med et rådhus, badet i lys

Det er Nordfyns Erhverv og Turisme, der arbejder med at arrangere det pågældende arrangement. Arten af arrangementet vil afhænge af de restriktioner, der vil være gældende i påsken. Efter de foreløbige planer bliver arrangementet afviklet som et lysshow, der strækker sig over 5 aftener i påsken og afvikles i loop, så man undgår sammenstimlen i større grupper end det tilladte.

 

Borgmester Morten Andersen siger:

    - Der vil blive noget for øjet, der er værd at bevæge sig efter, men om man lige ser lysshowet den ene eller den anden aften vil være mindre vigtigt. På den måde skaber vi en god og corona-sikker oplevelse for de gæster, der allerede er i byen. Derudover håber vi naturligvis også at kunne trække nogle hertil, som ellers ikke ville være kommet.

 

Fokus på at få lempet lukkeloven

I flere år har politikere og handelsfolk i Bogense samarbejdet om, hvordan Nordfyns Kommune kan fastholde Borgense Bys status som attraktiv turist- og handelscentrum i Nordfyns Kommune. Handels- og turismeerhverv i Bogense lider nemlig ikke kun under pandemien, men også under udkantsproblematikker og en skævvridning i form af, at byens handelsliv ikke har samme mulighed for at holde åbent i helligdage som andre kystbyer jf. detailsalgsloven, jf. § 10.

 

Læs også: Lukkelov skaber unfair konkurrence

Kontaktinformation

Borgmester Morten Andersen, tlf. 40 40 24 47
Formand for Bogense Handelsstandsforening Per Maegaard, tlf. 64 81 35 81