Nordfyns Kommune logo, til forsiden

Nordfynske skoleelever deltager i Projekt Edison 2023

Onsdag den 8. november 2023 dannede Nordfyns Gymnasium igen i år ramme om den landsdækkende opfinderkonkurrence 'Projekt Edison', hvor alle 7. klasser på Nordfyn deltog som en del af deres undervisning.

Årets tema - 'Vi skaber energi'

Som en del af et undervisningsforløb har alle de nordfynske skoleelever på 7. årgang arbejdet med temaet 'Vi skaber energi' og givet deres bud på, hvordan man kan skabe et nyt produkt eller en ny løsning ved hjælp af energi. Temaet var lagt op til fri fortolkning, så der var mange forskellige og innovative løsninger på udfordringen.

Nogle elever tog for eksempel fat på, hvordan vi i fremtiden kan producere energi til vores samfund, eller hvordan vi kan sætte skub i den grønne omstilling med udnyttelse af overskudsvarme, elektrificering af transportsektoren eller nye bud på vedvarende energi.

Andre havde tolket på temaet og bød ind med løsninger på, hvordan vi som mennesker får mere energi i vores hverdag. Det var for eksempel ved at sikre bedre luft i klasselokalerne, varme i skoene når man skal gå lange ture og andre kreative løsninger.

Forløbet blev afsluttet med konkurrencen på Nordfyns Gymnasium den 8. november, hvor eleverne i grupper fremlagde deres projekter for en række dommere (fra det nordfynske erhvervsliv), der bedømte projekterne.

Der blev kåret i alt seks vinderhold, der nu går videre til landsfinalen, der bliver afholdt i Fredericia den 29. november 2023. 

 

Holdene, der er gået videre til finalen

Havrehedskolen:
Maja, Merle, Pelle og Peter

Søndersøskolen - afd. Særslev:
Jonathan, Jens og Rune

Sletten Skole - afd. Krogsbølle:
Mikkel, Johanne, Merle, Jonathan og Alvin

Søndersøskolen - afd. Søndersø:
Karoline og Hannah fra 7BSØ

Bogense Skole:
Oskar, Lucca, Max og Josefine fra 7B

Sletten Skole - afd. Otterup:
Malthe, Ida og Sebastian fra 7Y

Tak til de medvirkende

Der skal lyde et tak til virksomhederne, der deltog med dommere i konkurrencen, og hvem ved, måske har de være med til at spotte fremtidens erhvervsdrivende på Nordfyn.

Dommerne kom fra virksomhederne: Nordfyns Erhverv og Turisme, HCA Airport, Emmelev, Senmatic, PR Erhvervsbyggeri, LOUDdesign, SuperBrugsen Otterup, Bogense Plast og MENY Bogense.

Blandt dommerne var også borgmester Mette Landtved-Holm, medlem af Børne- og Ungeudvalget Anne-Lise Sievers og ansatte i Nordfyns Kommune.

Herudover skal der også lyde et tak til Nordfyns Gymnasium for at danne ramme for dagen og til gymnasiets elever for at være dommere.

Sidst, men absolut ikke mindst, et tak til alle eleverne fra de nordfynske skoler for deres enormt inspirerende ideer.