For nogle år siden var der snak om at etablere et bynært skovområde ved Skamby, men projektet kunne ikke realiseres på grund af manglende finansiering. Nordfyns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg tog i 2024 initiativ til et nyt skovprojekt ved Skamby, og nu kom turen til input fra borgere.
For at sikre skoven gør mest muligt gavn for lokalområdet, var borgere fra Skamby og omegn inviteret til dialog- og informationsmøde om projektet for at drøfte deres visioner for den kommende skov. Der blev bl.a. talt om stisystemer, shelterplads, frugttræer, udkigsposter og meget mere. Det var også muligt at vende eventuelle bekymringer, der kan være ved sådan et projekt.
Formand for Skamby og Omegns Borgerforening, Claus Raakilde Jakobsen, er tilfreds med mødet og ser som mange af sine byfæller frem til den nye skov:
"Jeg er overbevist om, at skoven vil bidrage positivt til vores by, og nu hvor vi har indflydelse på hvad skoven skal kunne, så mener jeg, at vi skal gribe muligheden."
Projektet finansieres og etableres gennem Nordfyns Kommunes Grønne Fond i samarbejde med Growing Trees Network Foundation, der rejser donationer til projektet. Skoven plantes af skoventreprenøren Naturplant.
Skoven vil både understøtte Nordfyns Kommunes klimaindsats og beskytte drikkevandsressourcer, da den plantes over et BNBO-område (Boringsnær Beskyttelsesområde), hvilket betyder, at drikkevandsressourcer bliver beskyttet for fremtiden.
Der afholdes plantedag på første del af skoven d. 8. maj 2025 klokken 15:30-17:00. Der bliver løbende meldt mere ud på Nordfyns Kommunes hjemmeside og Facebookside.
Den Grønne Fond
Den Grønne Fond skal bidrage til at rejse mindst 300 ha skov og 100 ha ny-natur i Nordfyns Kommune. Skov- og naturrejsningsprojekterne, der etableres gennem Den Grønne Fond, skal bidrage til indfrielsen CO2-reduktionsmålene i Nordfyns Kommunes klimaplan - Green Steps.
Kontaktinformation
Klimakoordinator, Lene Høxbro Larsen, tlf. 21 44 65 61
Formand for Skamby og Omegns Borgerforening, Claus Raakilde Jakobsen, mail: Formand@skamby.dk