Orientering om endelig vedtagelse af Lokalplan 2025-2, Tillæg til lokalplan 3-106, Område ved Nordfynshallen, samt Kommuneplantillæg nr. 15

Nordfyns Kommune har den 26. juni 2025 besluttet at vedtage ovennævnte planer endeligt.

Typer

Afgørelse

Lokalplan

Område

5400 Bogense

Klagefrist
Offentliggjort
Typer

Afgørelse

Lokalplan

Områder

5400 Bogense

Klagefrist

29. juli 2025

Offentliggjort

1. juli 2025

Formålet med den nye lokalplan

Lokalplanens formål er, at muliggøre opstilling af en mast med mobilantenner ved Bogense Hallernes idrætspark, som skal sikre god mobildækning for borgerne i Bogense.

Der findes en eksisterende lokalplan for området, ”3-106, Område ved Nordfynshallen”, som muliggør bebyggelse indtil 16 meters højde. Planforslaget er derfor et tillæg til den eksisterende lokalplan, og giver mulighed for en bygningshøjde på 42 meter for en antenne- og lysmast ved sportsanlæg. Øvrige bestemmelser fra Lokalplan 3-106 fastholdes.

Kommuneplantillæg

Sideløbende med lokalplanlægningen er der udarbejdet et kommuneplantillæg. Kommuneplantillæg nr. 15, Område ved Bogense Hallen er udarbejdet for at skabe overensstemmelse mellem kommuneplanen og den nye lokalplan.

Kommuneplantillægget udlægger en ny kommuneplanramme O010, som erstatter den tidligere ramme O10. Den nye kommuneplanramme har samme afgrænsning og bestemmelser som den tidligere ramme, med undtagelse af bygningshøjde, som er ændret til, at det er tilladt at opføre en antennemast ved idrætsbanen ved Bogense Hallen med en højde på op til 42 meter.

Se eventuelt referatet fra Kommunalbestyrelsesmødet den 26. juni 2025.

Offentlig høring

Planforslagene har været i offentlig høring fra den 2. april til den 7. maj 2025. I denne periode har alle haft mulighed for at komme med indsigelser og ændringsforslag.

Hvis du i forbindelse med den offentlige høring har fremsendt høringssvar til planforslagene, kan du finde administrationens bemærkninger/svar til modtaget høringssvar i bilaget ”Hvidbog med indkomne høringssvar” under dagsordenspunktet for den endelige vedtagelse.

Der er fremsendt to høringssvar/indsigelser til planforslagene i perioden. Nordfyns Kommune takker for alle modtagne høringssvar og bidrag til planlægningen.

Se de endelige planer

Se Lokalplan 2025-2, Tillæg til lokalplan 3-106 Område ved Nordfynshallen
Se Kommuneplantillæg nr. 15, Område ved Bogense Hallen

Planerne kan ses via ovenstående link, via plandata.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice på bibliotekerne i Bogense, Otterup og Søndersø. Du kan også finde planerne på kommunens hjemmeside under ”Høringer og afgørelser”.

Retsvirkninger

At lokalplanen vedtages endeligt betyder, at der inden for lokalplanens område ikke retligt eller faktisk må etableres forhold i strid med planens bestemmelser, medmindre der kan meddeles dispensation efter reglerne i planlovens § 19.

Klagemulighed

Kommunens afgørelse om endelig vedtagelse af planlægningen kan påklages til Planklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelsen.

Du klager via Planklagenævnets klageportal. Du logger på Klageportalen med MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Nordfyns Kommune via Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr på 900,- kr. for borgere og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.

I Klageportalen sendes din klage automatisk først til Nordfyns Kommune. Hvis Nordfyns Kommune fastholder afgørelsen, sender vi klagen videre til behandling i nævnet via Klageportalen. Du får besked om videresendelsen.

Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om Klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Vi videresender herefter din anmodning til nævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages. Du er meget velkommen til at ringe til os, hvis du har spørgsmål til, hvorvidt du kan fritages.

Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra annonceringsdatoen.
Ønsker du at vide mere, kan du ringe til Planafdelingen, på tlf.: 3058 6203.

 

Dokumenterne, der linkes til, opfylder desværre ikke kravene til tilgængelighed iht. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016. Har du behov for at få læst dokumentet højt, så kontakt Planafdelingen, Nordfyns Kommune.