Lovliggørende landzonetilladelse til jordvold på Nr. Næråvej 51, 5450 Otterup
Nordfyns Kommune giver hermed lovliggørende landzonetilladelse til opførelse af jordvold på matr.nr. 16a Nr. Nærå by, Nr. Nærå beliggende Nr. Næråvej 51, 5450 Otterup.
Afgørelse
Zonetilladelse
5450 Otterup
5. marts 2024
6. februar 2024
Tilladelsen er givet efter Planlovens §35.
Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. En rettidig klage har opsættende virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Tilladelsen meddeles under forudsætning af, at der ikke etableres højtvoksende beplantning på jordvolden.
Tilladelsen vedrører kun forholdet til landzonebestemmelserne. Andre nødvendige tilladelser skal søges hos relevante myndigheder.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres på kommunens hjemmeside www.nordfynskommune.dk den 6/2-2024.
Landzonetilladelsen kan ikke udnyttes før klagefristen er udløbet dvs. d. 5/3-2024.
Ansøgningen
Der er søgt om lovliggørende landzonetilladelse til den etablerede jordvold mellem Nr. Næråvej 51 og 47. Jordvolden blev etableret i 2022 og er opdelt i to sektioner på henholdsvis 11 og 42 meter. Volden har en højde på 1,65 og en bredde på 3,5 meter.
Kommunens landzonetilladelse er nødvendig, fordi ejendommen ligger i landzone.
Faktiske forhold
Ejendommen er en landbrugsejendom på ca. 16 ha. Opførelsen af jordvolden er begrundet i en adskillelse af de to bygningssæt på Næråvej 47 og 51. Der er en mindre pr. fl. vej på østsiden af jordvolden som adgang for markarealerne nordfor bebyggelsen.
Der har været miljøtilsyn på jordvolden i august 2023, hvor det konstateres, at der ”ikke er tegn på, at der er byggeaffald eller anden forurening i materialet. Ejers kone oplyser, at volden er lavet af jord fra ejendommen, der er fremkommet ved udgravningen til den nye tilkørselsvej. Volden er etableret på baggrund af uoverensstemmelser med naboen.”

Ejendommen
Ejendommen ligger i landzone og er en landbrugsejendom på ca. 16 ha. Ejendommen ligger i en mindre landsby.
Kommuneplan
Ejendommen er i Nordfyns Kommuneplan 2021-2033 ikke omfattet af rammebestemmelser
Øvrige bindinger/udpegninger
-
Den ansøgte placering er ikke omfattet af strandbeskyttelsesbestemmelser eller øvrige beskyttelseslinjer.
Nordfyns Kommune har ikke besigtiget ejendommen.
Sagen har været i naboorientering ved nærmeste nabo på Nr. Næråvej 47. Ejeren har oplyst, at han er imod opførelsen af jordvolden uden nærmere begrundelse.
Begrundelse for afgørelsen
Nordfyns Kommune har vurderet, at der kan gives landzonetilladelse til det ansøgte. Nedenfor er kommunens samlede vurdering.
Det er Nordfyns Kommunes vurdering, at det ansøgte er tilpasset landskabet, og at det ansøgte projekt ikke er i strid med kommuneplanens udpegninger.
Der er lagt vægt på
-
at jordvolden umiddelbart er etableret på egen grund og at der er en pr. fl. vej mellem jordvolden og nabo i nr. 47,
-
at højden af jordvolden ikke umiddelbart er højere end et normalt hegn mellem naboer.
Nordfyns Kommunes vurderer, at det ansøgte er naturligt indpasset i de landskabelige forhold omkring ejendommen.
Herudover er der i behandlingen lagt vægt på, at det ansøgte ikke tilsidesætter de hensyn som kommunen skal varetage efter planloven. Herunder de landskabelige hensyn samt hensynet til naboerne.
Natura 2000
Nordfyns Kommune vurderer, at det ansøgte ikke vil have væsentlig indvirkning på dyre- og planteliv, herunder at der ikke vil ske forringelse eller beskadigelse af yngle-, vokse, eller rasteområder for særligt beskyttede arter jf. habitatsbekendtgørelsen.
Retsregler
Nordfyns Kommune har truffet afgørelse efter planlovens § 35.
Landzonen skal ifølge planloven friholdes for bebyggelse, der ikke er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.
Planlov
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1157 af 1. juli 2020, og senere ændringer
Kommuneplan 2017-29 for Nordfyns Kommune.
Klagevejledning
Afgørelsen kan inden 4 uger fra offentliggørelsen påklages af enhver med retlig interesse i afgørelsen samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har at beskytte natur og miljø eller varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen.
Hvis klagefristen udløber en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Planklagenævnet indgives ved anvendelse af digital selvbetjening. Du klager via Klageportalen, der findes på Planklagenævnets hjemmeside. Du logger på, ligesom du plejer, typisk med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr, som for privatpersoner er på 900 kr. og for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder på 1.800 kr. Betaling af klagegebyr sker ved elektronisk overførsel til Planklagenævnet via Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening. Nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Nordfyns Kommune. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Afgørelsen kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra offentliggørelsen.